– Det er fantastisk at se så stor en fremgang ved dette års E-Handelspris. Selvom alle taler recession og krise, så viser alle analyser, at e-handel vækster markant og jeg tror, at denne vækst fortsætter de næste mange år, siger juryformand Steen Enegaard fra Deducta og fortsætter:
Vi ser frem til at finde vinderne i dette års konkurrence og kåre de bedste i de mange ”gamle” og nye kategorier.
Udover hovedprisen ”Danmarks bedste e-handelsvirksomhed” er der 17 andre priser i kategorier, der spænder fra B2C, B2B, fra offline til online, føde-og dagligvarer, kundemarkeder, bedste udenlandske til search og finans samt æresprisen og juryens specialpris.
Endelig er der Brugerprisen, hvor kunderne stemmer på deres favoritbutik. Her er sidste frist for at stemme den 1. april 2009, og godt 22.000 har stemt indtil nu.
– Vi har oplevet et støt stigende antal stemmer fra dag til dag, siden vi åbnede afstemningen. I øjeblikket modtager vi cirka 200 nye stemmer dagligt, så med en god slutspurt kan rekorden fra sidste år på 42.000 stemmer nå at blive slået, siger kommunikationschef Henrik Theil fra FDIH, der står bag E-Handelsprisen.
På
ehandelsprisen.dk kan man stemme, ligesom man kan se, hvor mange stemmer, der i alt er afgivet, og hvem der er i top ti – i vilkårlig rækkefølge.
Udover glæden ved at vinde, oplever vinderne stor signalværdi i priserne, der giver positive reaktioner hos både kunder og medarbejdere.
– På goodwill-kontoen, specielt over for ens medarbejdere, har vi en succes at hive frem. Det er godt for motivationen, at vi i fællesskab opnår noget. Vi gør et godt stykke arbejde, og det er det rigtigt rart at blive præmieret for, siger Nicolai Kjærgaard fra Smartguy.dk, der vandt Brancheprisen 2008.