Spam er netfolkets udtryk for masseudsendelser af uopfordret post. Og det er noget, de ikke ser med milde øjne på. Modtager de den type e-mails, overdænger de afsenderen med mails. (Det ville svare til, at post- og reklamebude ville få hældt en sæk post i hovedet, hver gang de kom til at smide reklametryksager ind ad en brevsprække med det lille Ingen reklamer, tak-skilt på) Og det er ikke rart.
Palle Toft, Toft Direct Marketing, har oplevet det. Han købte Krak Direkt CD-ROM’en, der ifølge oplysningerne på sælgerens hjemmeside “… giver hurtig og nem adgang til 400.000 danske virksomheder med ubegrænset målgruppesøgning og udtræksmuligheder.“ Yderligere hed det i materialet: “Er der en e-mailadresse, kan denne også benyttes.“
– Fanden brød løs, da jeg brugte den. Min internetudbyder lukkede min e-mail. Man er dømt på forhånd, fortæller Palle Toft.
Produktchef Niels Kryger, Krak, er lidt uforstående overfor, at købere af deres CD-ROM kunne tro, at opgivelserne på discen skulle være beregnet til masseudsendelser.
– Vi giver på CD-ROM’en oplysninger, som man selv kan finde rundt omkring. Det er informationer som firmaerne giver os, eller som vi selv finder. Vi giver derudover et aktivt link til de websider og e-mailadresser, som er nævnt under firmaerne. Og så er det muligt for køberne at overføre oplysningerne til deres egne databaser, fortæller han.
– Så vi regner indholdet som offentligt tilgængelige informationer, som vi ikke tager noget ansvar for brugen af. Men vi advarer heller ikke mod masseudsendelser. Det er noget der skal styres af købernes egen moral, slutter Niels Kryger og husker på, at adresser, telefonnumre og faxnumre også kunne misbruges.

NYT TILTAG
– Vi kan ikke som reklamemennesker lade e-mail-mediet ligge, mener Palle Toft. Derfor har han fundet på løsningen i konceptet “Nospamemail“.
Nospamemail er en database, hvor interesserede private og virksomheder gratis kan tilmelde sig som interesseret i at modtage uopfordrede mails fra firmaer.
Palle Toft har oprettet databasen, hvor man på adressen www.toft-dm.dk kan tilmelde sig som modtager og i øvrigt få yderligere oplysninger om mulighederne for afsender og modtager.
Palle Toft vil sælge mailmuligheden til virksomheder, der naturligvis skal betale for det. Indtjeningen vil han dele med de tilmeldte. I praksis vil de modtage en e-mail med en internetadresse på. Klikker man på adressen, får man f.eks. 5 kroner, som Toft Direct Marketing så indsætter på ens bankkonto.
Allerede i dag er det muligt at tilmelde sig til Nospamemail. Ordningen med betaling for at klikke på et link kommer først i gang, når der er tilstrækkeligt med e-mailadresser tilknyttet.