Walk the Talk. Når man rådgiver om markedsføring, bør man vel også vise, hvordan det kan gøres. Det er baggrunden for initiativet Playtype.com, som e-Types lancerer sammen med London typograferne A2/SW/H2, der drives af Scott Williams og danske Henrik Kubel.
De mere end 100 fonte er resultatet af over 20 års typografisk design, og mange af skrifttyperne har aldrig har set offentlighedens lys før. I tillæg til online-shoppen åbner e-Types en fysisk butik, der bl.a. skal vise, hvad skrifttyperne kan bruges til.
– Typografien er central, både for hvad vi brænder for som designere, men også for det arbejde vi udfører for vores kunder. Meget af et firma´s identitet sidder jo netop i deres font – tænk på Coca-cola eller IBM. Når vi åbner op for vores typografi-samling på den her måde, er det jo, fordi vi gerne vil være med til at sætte dansk typografi på verdenskortet, siger Jonas Hecksher, partner og kreativ direktør for e-Types.
Men hvorfor dog åbne en fysisk butik, når vi nu alle er så digitale og fremme i skoene?
– Butikker fejler bestemt ikke noget. Det er jo derfor, vi forsøger os på et felt, vi normalt ikke overvejer. Ved siden af er arbejdet i butikken også hands-on erfaring i at snakke med kunder og forhåbentlig sælge varer til dem. Enten skrifttyper eller produkter med relation til skrifttyperne, siger Rasmus Ibfeldt, partner og adm. direktør hos e-Types.
Varerne i butikken på Værnedamsvej 6 på Vesterbro i København er T-shirts, kaffekopper, notesbøger, computer-sleeves og den slags merchandising, hvor man ser sin skrift og logoer benyttet.
– Idéen er naturligvis også at sælge varer. Det er næppe en statshemmelighed. Men ved at have en fysisk butik åbner vi også op for flere samarbejdsmuligheder, håber vi, især i forhold til brands, vi endnu ikke er i nærheden af. Endelig er en fysisk butik en læringsproces for os selv. Når man rådgiver kunder om markedsføring, er det en god øvelse selv at stå og lange varer over disken. I udgangspunktet er vi helt nøgne, men vi lærer forhåbentlig noget af at stå på mål for vore varer, slutter Rasmus Ibfeldt.
Butikken er sandsynligvis en af verdens første fysiske typografi-forretninger, og for at sikre trafik i butikken, agter e-Types løbende at afvikle events med fx kunstnere til at understøtte interessen.
Butikken i Værnedamsvej åbnede fra den 1. december og lukker igen præcist et år efter den 1. december 2011. Måske. Hvis e-Types tilfældigvis høvler produkter ud til kunderne, nedlægges den næppe. Men den strategi er foreløbig en jule-hemmelighed. Til gengæld er Playtype.com selvfølgelig kommet for at blive.