I februar åbnede YouTube op for annoncørernes tilstedeværelse på det sociale medie i Danmark.

Det har betydet en mulighed for billige reklamer, som annoncørerne ikke har tøvet med at afprøve. Flere brands er således kommet på YouTube, hvor de deler indhold, reklame og meget andet.
Electronic Arts, også kaldet EA Games, er af et af de brands, der jubler over YouTubes åbenhed overfor annoncørerne. To tredjedele af deres markedsføringsressourcer i Danmark bliver brugt på YouTube, og outdoor samt biografreklamer er droppet til fordel for videokanalen.

– YouTube har et unikt reach, som vi køber ind i. Fordelen er, at vores målgruppe er meget visuel, lige som vores produkter også er. Derfor kan vi nemt og effektivt få spredt vores budskab, siger Morten Nielsen, Nordisk Marketing Direktør i Electronic Arts.

Anders Larsen, der er digital direktør i IUM, er heller ikke i tvivl om, at YouTube er en god platform for annoncørerne.

– Det er et rigtig interessant format, fordi det kan fortælle mere end et banner. Samtidig er der en god dækning af indholdet og en god volumen at hente på YouTube, forklarer Anders Larsen.

Den gode dækning oplevede Electronic Arts, da de selv lavede 20 Star Wars videoer til en samlet værdi af næsten en million dollars. Kort tid efter var der omkring 200.000 Star Wars videoer, som brugerne selv havde lagt op.

Segmentering

Selvom Electronic Arts kastede mange penge efter et par videoer, er YouTube en langt billigere reklameplatform end eksempelvis tv.

– Det er naturligt for brands at gå YouTube-vejen. Ofte skal de vælge mellem tv og YouTube, og der er prisforskellen bare for stor, fortæller Anders Larsen.

Annoncørerne kan også drage fordel af YouTube segmenteringsmuligheder, der giver annoncørerne mulighed for at ramme deres målgruppe på eksempelvis alder og køn præcis. Dermed undgår annoncørerne nemmere at ende blandt mindre gode amatørvideoer.

Electronic Arts ser YouTube som en Google-søgning, fordi det handler om at kende sin målgruppe for at ramme de rigtige brugere. Og da YouTube hører til under Google-paraplyen, er det vigtigt at kunne segmentere præcist.

– Man skal være bevidst om, at Google indekserer videoer. Så hvis man er god med YouTube, får man også ens videoer højt op, når man søger inde for ens produkt, siger Ander Larsen.

I andre europæiske lande kommer der videoforslag op i en almindelig Google-søgning på samme måde, som billedforslag i dag dukker op.

Anders Larsen forventer, at det også kommer til Danmark, og derfor bliver segmenteringsevnerne endnu vigtigere, så annoncørernes videoer havner blandt de første videoer.