Som det første nordiske produktionsselskab nogensinde skal Easy Film A/S producere en serie til Discovery Channel Europe.

Serien er en europæisk udgave af den amerikanske succes Dirty Jobs, der har kørt på Discovery Channel i hele verden.

Dirty Jobs hylder de mennesker, som udfører jobs, der danner fundamentet for et velsmurt og civiliseret samfund. Serien kan byde på et besøg hos kloakarbejderne i Rom, et kig ind hos skraldemændene i Paris eller et visit hos svinefarmerne i Danmark. Værten på Easy Films udgave bliver Peter Schmeichel.

– Vi er rigtig glade for, at vi får Peter Schmeichel som vært. Mange af de store britiske presenters har været i spil til den europæiske version, men Discovery Channel Europe har hele tiden haft danske Peter Schmeichel som favorit. Hans internationale foldboldkarriere og kåringen af ham som verdens bedste målmand gør ham til en populær personlighed i hele verden på tværs af alle kulturer. Herudover har Schmeichel god tv-erfaring fra både Champions League, En Mod Hundrede, og Strictly Come Dancing på BBC, fortæller executive producer Paul Anthony.

Leder af Easy Films tv-afdeling Bjarne Bo Berthelsen fortæller, at det er én af firmaets langsigtede strategier, der nu kommer i mål.