Forbrugeombudsmanden har meldt den populære parkeringsapp Easy Park til politiet for vildledende markedsføring.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen skyldes, at Easy Park, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, blandt andet har skjult, at der betales et gebyr til Easy Park på 15 procent oven i parkeringsprisen, når forbrugerne anvender Easy Parks app.

Er det tilfældet, har virksomheden overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i meddelelsen:

”Easy Park har efter vores vurdering skjult over for brugerne af appen, at det koster et gebyr på 15 procent af parkeringsprisen at anvende appen. Vi anser det for en alvorlig overtrædelse af forbuddet mod vildledning, og vi har derfor politianmeldt selskabet.”

Hun tilføjer:

”Som forbrugere skal vi naturligvis vide, hvis vi skal betale for at anvende en app, inden vi beslutter, om vi vil anvende den. Det gælder for app som for alle andre produkter. Ellers kan vi ikke varetage vores økonomiske interesser.”

Flere forhold

Easy Park er desuden politianmeldt for ikke at have oplyst brugerne af appen tydeligt om, at lokalitetsfunktionen i Easy Parks app afhænger af telefonens GPS-funktionalitet, som kan være upræcis, og at det er kundernes eget ansvar at sikre, at deres bil er placeret i det korrekte parkeringsområde. 

Dertil har Easy Park svaret, at ”at brugerne bliver informeret om, at ”Mobilens GPS kan variere”, når de downloader Easy Parks app.” 

Nogle forbrugere modtager desuden en pop-up meddelelse i appen, når der er flere parkeringsområder tæt på hinanden, lyder det fra Easy Park, men det ændrer ikke på Forbrugerombudsmandens opfattelse.

For et mindre antal privatkunde-fastprisparkeringer har gebyret på 15 procent også været trukket uden at kunderne har fået information om det.

Til Forbrugerombudsmanden oplyser Easy Park, at man vil tilbagebetale gebyret på 15 procent til de privatkunder, som har benyttet fastprisparkering de seneste tre år uden at have fået oplyst prisen inklusive gebyret.

Hvis man ikke automatisk får refunderet gebyret fra Easy Park, kan man henvende sig til parkeringsselskabet.