Hver anden ny generation reklamefolk føler en ubændig trang til at danne en faglig og social sammenslutning. Nu skal de gamle gedebukke have kam til deres skæg!
Sådan en forening kan jo bruges til mange formål lige fra kontaktformidling til kontraktskrivning. For nogle er selve det organisatoriske arbejde en blanding af glæde og pligt, mens andre gør sig gældende ved at kværulere over, at fasanpostejen ved den sidste faglige sammenkomst var pyntet med forkerte bær. Således skvulper den type sammenslutninger i grænselandet mellem det professionelle og det private. Man skal holde lidt øje med, hvad der foregår i sådanne talent-tanke, som også er en tribune, hvor de, der rager op, bliver lidt højere. Morgendagens kvinder og mænd kan træffes her, mens de stadig er unge og en lille smule usikre. Og billige i drift.
Engang var der en forening med det kvikke navn FYR, hvilket stod for Foreningen af Unge Reklamefolk. Initiativtagerne er i dag seniorer, der med mild overbærenhed kan mindes fortidens fester og fyre. I øjeblikket foregår det i Easy Writers, der med 60-80 medlemmer organiserer især tekstforfattere rundt omkring på bureauerne i København og resten af riget.
SIG NAVNET
Navnet er i sig selv fremragende, uanset at det muligvis forarger de, der frygter en angloficering af sproget. Ordspillet er nærmest tredobbelt, Ikke nok med, at det klart angiver den metier, der samler medlemmerne, det giver også associationer til en i sin tid ret udbredt engelskbog for realskolen, der hed “Easy Reader“, og oven i kommer man til at tænke på den klassiske motorcykelfilm “Easy Rider“, hvor Dennis Hopper og Peter Fonda trillede rundt på deres fede kværne. Foreningens flotte logo, designet af Casper Harboe fra Nørgaard Mikkelsen, giver klare associationer til netop tohjulede motorkøretøjer af en vis kaliber. Alt i alt sender bomærket et signal om en gruppe mennesker, der kan lide at bruge sproget og leve det hurtige liv.
DE DøDES RIGE
Men ved disse på mange måder idealistiske unge reklamefolk i grunden, hvad de har rodet sig ind i, da de valgte branche? Forleden kunne Politiken bringe et frådende debatindlæg, hvor forfatter Barbara Gress – en datter af den navnkundige afdøde kulturfurie Elsa G. – over en halv side skriver om “reklamens værnemagt“. Hør blot: “Reklamens massive forløjethed griber bestandig om sig. Den har efterhånden antaget en epidemisk karakter. Alle vegne støder man panden mod aktører, der optræder som kollaboratører for reklamens værnemagt. Hvis man accepterer dette, er der fare for “selvlemlæstelse“. Intet mindre.
Det bliver endnu mere betændt: “Reklamevirksomhed af enhver art er en krænkelse af den menneskelige ånd og livet selv, der kræver en nænsomhed, hvis det skal, udvikle sig i sit fulde potentiale. Betydningen af dette kan slet ikke overvurderes. Reklamens verden er de dødes rige.“
PRYGL TIL KIRKEBY
Så fik I den, alle I spirende skriveblomster. Jeres liljer er visne som gravens, I er agenter for materialismen, griskheden og ondskaben. I ofrer jeres unge liv til “industriens pengekaste“. For slet ikke at tale om de personligheder, der stiller sig til rådighed for helvedesmaskinen: “Per Kirkeby…har i mine øjne nået nedværdigelsens sidste stadium ved at lade sig udstille som en reklamekulisse. Ud fra samtlige reklamesøjler stirrer han på os med et udtryk som en regimentshest, der havde hørt trompeten. Jeg kunne nok have lyst til at vide, hvad det er for en hemmelighedsfuld naturlov, der gør, at de berømte leger så ubehandsket med reklameindustrien?“.
Det er vel billedkunstnerens optræden for Berlingske Tidende, der har rystet damen. Man tør næsten ikke besvare hendes spørgsmål – naturloven hedder mammon, og Per K. har naturligvis fået en fed check for at stille sit kontrafej til rådighed for den københavnske morgenavis. Måske er han helt tilfreds ved på denne måde at blive eksponeret i bybilledet, thi også han er jo et slags brand med en markedsværdi og et deraf følgende behov for markedsføring.
EN VERDEN UDEN REKLAME
For Easy Writers må det være oplagt at invitere den vrede Gress jr. til en debataften og få hende til at opføre sin klagesang live. Hun må have en vision under overskriften FORESTIL DIG EN VERDEN UDEN REKLAME. For os andre mindre visionære typer er det svært at tænke sig en moderne forbrugerorienteret økonomi, hvor enhver form for markskrigeri er forbudt ved lov.
Alle varer skal indpakkes i brunt papir, og det må være nok at skrive kaffe på posen i stedet for BKI eller Karat. Aviserne vil få meget bedre plads til alenlange debatindlæg, og aftenhimlen bliver atter mørk, så vi kan se stjernerne og længes mod universer, hvor penge og prestige ikke eksisterer. Fandtes der måske billboards i Atlantis?
Easy Writers, der som formand har den energiske Martin Peters Ginsborg fra D’Arcy, er naturligvis internetbaseret. På et lukket debatforum kan medlemmerne diskutere med hinanden, og bestyrelsen kan udsende mødeindkaldelser og andre direktiver. Mens tidligere foreninger lagde mange kræfter i flotte magasinlignende blade med tvivlsomme skønlitterære eksperimenter og indforståede billedsymbolik, som efter to numre gik i graven med et suk over manglende engagement og økonomi, kan Easy Writers operere med et netværk, som giver mange muligheder for dialog og drilleri.
PJANK På NETTET
Efter nogen intern diskussion har den, der skriver disse linier, fået lov at logge sig ind på de knap 500 meddelelser, som ligger på foreningens private område. Nogle medlemmer fandt, at det var lidt for intimt og privat at lade udenforstående bladre med risiko for, at de mere spontane udsagn pludselig havnede i forkerte spalter.
Bare rolig, unge venner, I behøver ikke frygte indiskretioner. Man har vel lov at pjanke og pludre midt imellem de mere alvorlige indlæg, og det er under alle omstændigheder spændende at se, hvordan en moderne forening kan gennemføre en kommunikation til medlemmerne, som er mere intens end otte stykker A5.
Easy Writers har også en officiel hjemmeside på www.easywriters.dk, men den er nu ret formel og trænger til en fantasifuld hånd. Det fremgår af siden, at foreningen udelukkende er for “teksttosser“, og at der ikke betales kontingent. Desuden er der ingen fast aldersgrænse for medlemskab, hvilket teoretisk set gør det muligt for halvgamle reklameforfattere at føle sig ung med de unge ved de forskellige arrangementer, hvor faglighed og fornøjelser går op i en højere enhed.
VæRD AT LæSE
Fornylig nød jeg selv den ære at blive indbudt til at være dommer i foreningens konkurrence “Fristil“, hvor jeg sammen med kreativ direktør Anouska Sinding fra Publicis skulle tage stilling til de indkomne forslag fra medlemmerne til gimmicks, der skal skabe opmærksomhed om foreningen.
Vi faldt for den seje logo og det snurreskilt, som man får til at bevæge sig, når man nulrer to stykker snor i hver ende. Når man kører den tilstrækkeligt hurtigt rundt, forvandler halve bogstaver sig til foreningens navn. Det er lidt omstændeligt at forklare, men der findes ikke noget ord for et stykke pap med optisk effekt. Også bomærket med teksten “Easy Writers – Worth Reading“ havde vores sympati, det fortæller om viljen til at levere ordentligt kram. Der var mange andre muntre påfund så som bogstempler, bogstavlakridser, blyantsspidsere og lignende diller-daller, som både kan bruges til rekruttering og promovering, så reklamebranchens beslutningstagere kan blive opmærksom på, at der findes en forening af propagandamagere, der er spækket med vid og bid, som kan komme bureauernes klienter til gode.
VæKSTLAGET
Det har rent ud sagt været hyggeligt at stifte bekendtskab med foreningens bestyrelse, der også omfatter Anne Toft fra Rapp Collins og Anne Voss fra Lowe, Lintas og Partners. Nysgerrige, åbne, betænksomme og humoristiske er disse repræsentanter for vækstlaget i merkantilmøllen, og man skal have respekt for dem, der gider gøre noget for andre gennem frivilligt foreningsarbejde. Selv den græsselige dame, der så fyldigt er citeret ovenfor, ville falde for de elskværdige og hjertelige unge mennesker, trods deres skæbnesvangre forvildelse i fordummelsens fedtefad.
Vi kan altid diskutere, om reklamen er pryd eller pest. Selv de mest positive kan være tilbøjelige til at synes, at bybilledet er blevet for belastet med plakatstandere, eller at reklameblokkene har taget overhånd. Men at ville afskaffe reklame er lige så virkelighedsnært som et krav om, at alle skal blive vegetarianere eller lære at tale esperanto. Brydningsfeltet mellem idealisme og realisme er altid mineret. De tjenstivrige tekstforfattere, som altså må se sig selv som en mental besættelseshær, der ligesom den tyske værnemagt 1940-45 har erobret landet, giver en forventning om nye bølger i reklamens verbale og visuelle udtryk. Hold øje med de lette skrivere, flere af dem er fremtidens tunge drenge – og piger.