Ekstra Bladets forsøger endnu engang at gøre sig mere smidige og attraktive overfor landets kræsne annoncører. Denne gang gælder det web-tv, og ifølge Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, er der tale om en dansk udgave af en brand channel, der får navnet ”annoncør-tv”.
Annoncør-tv henvender sig til landets bilimportører og bliver en del af Ekstra Bladets bilkategori på nettet.
Der vil blive tale om indslag, som er mellem 1,5 til 2,5 minutters varighed, og som bliver produceret af et produktionsselskab, der hører under Ekstra Bladets salgsafdeling.
Men indslagene betales af annoncøreren og vil alle bære et tydeligt ”annoncør-tv”-mærkat, da det ifølge Poul Madsen er essentielt for Ekstra Bladet, at brugerne aldrig må komme i tvivl om, hvad de kigger på.
Om selve tilblivelsen af et indslag til annoncør-tv siger chefredaktøren:
– Vi låner bilen i tre dage. Vi stiller fem konkrete spørgsmål, eksempelvis:”Hvad er denne bils fem største forcer?” Og så producerer vi indslaget. Men vi forbeholder retten til at sige fra, hvis bilen ikke lever op til noget som helst, siger Poul Madsen.
Blandet indhold
Et indslag er indtil videre prisfastsat til 100.000 kroner. Derudover kommer produktionsomkostningerne, der varierer alt efter hvor meget materiale annoncøren selv bidrager med.
Cirka halvdelen af indslagene på Ekstra Bladets bilkanal bliver annoncør-tv, resten bliver redaktionelle indslag.
Både hos Nissan og Mercedes Erhvervskøretøjer ser man positivt på Ekstra Bladets tiltag.
– Jeg er sikker på, at det er en idé, der er kommet for at blive. Det er klart noget, vi vil tage en chance med i 2009, siger Mikael Meyer, der er brand manager hos Mercedes Erhvervskøretøjer.
Hos Nissan Danmark siger marketing manager Tom Maxmølris:
– Vi kan vise flere detaljer, som ellers kun ville være at finde på vores website, og vi kan fange folk, der ikke lige kommer forbi vores website. Man kan bruge det, hvis der er nye detaljer som fx, hvordan tre sæderækker kan skubbes frem og tilbage. Hvor meget plads har du med to børn osv., siger Tom Maxmølris.
Læs hele historien i Markedsføring 19-08, der udkommer tirsdag den 4. november.