En af årets trends inden for retail er pop-up butikker.
Fænomenet, hvor netbutikker åbner midlertidige butikker i ledige butikslokaler på gader og stræder, er blevet lidt af et hit i julemåneden, hvilket vi tidligere har skrevet om her på
markedsforing.dk med åbningen af Oplevelsesgaver.dk’s fem butikker.
Med på vognen var også e-handelskæmpen eBay med åbningen af en ”Christmas Boutique” i Londons West End.
eBay-butikken var den første i Storbritannien til at gå all-in på QR-koder.
Kunderne skulle ikke stå i kø og vente med hænderne fulde af bæreposer, men kunne slentre rundt i butikken og få inspiration samtidig med, at de gik på nettet.
eBay’s julebutik var åben i fem dage fra 1. til 5. december og timet til at imødekomme det store rykind på Super Sunday (5. december), som er den travleste shoppingdag for eBay i Storbritannien.
Med over 350 gaveideer fra 35 mærker på hylderne, havde eBay’s lille julebutik i løbet af de fem åbningsdage besøg af op mod 2.500 forbrugere, som genererede 30.000 besøg på eBay’s mobile landing-pages. Hvor meget omsætning, butikken i sig selv har genereret, har eBay endnu ikke en opgørelse over.