En event vandt sponsorprisen. Men det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, for events og sponsorering er nært forbundne områder, og med årets prisvinder manifesterer Event og Sponsorshipklubben under Dansk Markedsføringsforbund således, at sponsorering dybest set også er events.
Vinderen af årets Event- og sponsorpris blev Ecco for Walkathon, der handler om at få en masse mennesker ud at gå i deres by, og som er skabt i samarbejde med Hjerteforeningen. Heri ligger sponsoratet, og selvom ideen grundlæggende er skabt af Ecco, så kunne marketingchef Christian Broe, Ecco, ved prisoverrækkelsen i sidste uge fortælle, at samarbejdet med Hjerteforeningen har været helt centralt for successen. 90 pct. af deltagerne har tilkendegivet, at de deltog fordi Hjerteforeningen stod bag.
Christian Broe kunne yderligere fortælle, at grundlaget for eventen blev lagt, da Eccos stifter, Karl Toosbuy, kom hjem fra en rejse med ordet Walkathon i baggagen. Det var så op til selskabets marketingfolk at få lagt et indhold i ordet.
Det førte sidste år til en gåtur i København med deltagelse af 12.000. Eventen er gentaget i år med deltagelse af 14.000, men samtidig er eventen udvidet til også at foregå i Stockholm, Oslo, Tokyo og San Francisco. Til næste år vil den blive gentaget i de samme fem byer plus et par stykker mere – formodentlig på det engelske og tyske marked.
Walkathon er således ved at blive en event af betydeligt omfang og med betydeligt potentiale i Eccos internationale markedsføring.
Udover selve Event- og sponsorprisen vandt Ecco og Hjerteforeningens Walkathon også prisen i kategorien for Humanitær sponsorering.
I de tre andre kategorier blev vinderne:
Sport: SAS for golf-turneringen SAS Invitational, hvor man bl.a. havde deltagelse af Tiger Woods.
Kultur: Carlsberg International for sponsoratet af og aktiviteterne omkring MTV Europe Music Awards.
Tv: E. Blomberg & Co for sponsoratet omkring TvDanmark-programmerne med Biker Jens i USA.
1