”Vi er en producent af miljøvenlige vaskemidler og miljøvenlige rengøringsmidler. Gå på opdagelse i vores sunde hus og find informationer om vores produkter.”
Sådan står der på hjemmesiden ecover.com/dk, der huser den danske afdeling af rengørings- og vaskemiddelproducenten Ecover.
Virksomheden bruger desuden udtryk som ”skånsom”, ”hudvenlig” og ”miljøvenlig” på sine produkter, til trods for at produkterne i virkeligheden indeholder både allergifremkaldende og miljøbelastende stoffer.
Og det er simpelthen ikke i orden, mener Forbrugerrådet, der derfor har valgt at anmelde Ecover til Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring. Det fortæller forbrugerraadet.dk.
– Det er dybt problematisk, at Ecover skriver, at deres produkter er hudvenlige og skånsomme, når de samtidig indeholder parfumestoffer, der skal deklareres, fordi de er særligt allergifremkaldende. Og når Ecovers produkter indeholder det miljøbelastende stof bronopol er det decideret vildledende at påstå, at produkterne skulle være miljøvenlige, siger Claus Jørgensen, der er miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Det var forbrugerprogrammet Basta på TV 2, der i starten af januar dokumenterede Ecovers brug vildledende oplysninger.
Programmet såede tvivl om virksomhedens troværdighed, idet Ecover på sin hjemmeside skriver, at produkterne ikke er miljømærkede, fordi kravene til mærkerne ganske enkelt ikke er høje nok.
Men ifølge Miljømærkning Danmark kan Ecover slet ikke få mærkerne, Svanen eller Blomsten, på grund af produkternes indhold af allergifremkaldende og miljøbelastende stoffer.
– Forbrugerombudsmanden må skride ind, så Ecovers produkter fjernes fra markedet eller i det mindste udstyres med korrekt information på etiketterne. Forbrugerne risikerer at få allergiske reaktioner, hvis de fejlagtigt tror, at produkterne ikke indeholder allergifremkaldende stoffer, siger Claus Jørgensen ifølge forbrugerraadet.dk.
Læs brevet til Forbrugerombudsmanden
her.