Mobilen buldrer i øjeblikket frem. Ikke blot som annonceplatform og allestedsnærværende gadget, men også som et uundværligt værktøj i dagligdagen.

Det gælder også hos ejendomsmæglerkæden EDC, der er i luften med en ny mobilsatsning, Mobilmægler.

Der er tale om en mobil platform, der bl.a. skal udrydde de mange papirer og ringbind, som hober sig op ved boligsalg. Samtidig skal Mobilmægler sikre bedre momentum i bolighandlen, så aftaler kan indgås hurtigere, og kundens ønsker i systemet optimeres hurtigere.

Nyt digitalt bureau står bag

Til at udvikle Mobilmægler har EDC valgt Mirum Copenhagen, som er J. Walter Thompson nye digitale bureau herhjemme.

– Vi havde brug for en samarbejdspartner, der kunne hjælpe os med at finde de præcise behov hos vores mæglere, sælgere og købere. Mirum har bl.a. gennemført feltstudier for at observere ejendomsmæglerens arbejdsrutiner, siger Carsten Rysgaard, adm. direktør i EDC.

– På den måde kunne vi skabe det rette værktøj, der kan gøre mæglerens hverdag nemmere, samtidig med at kunden oplever en bedre og hurtigere service, fortsætter han.

I første fase af Mobilmægler kan mægleren bl.a. få adgang til alle sager, inkl. de mange bilag, der følger med en bolighandel. Mægleren kan se, ændre og opdatere alle aftaler samt kommunikere og give tilbagemeldinger til sine kunder – alt det, der førhen krævede, at mægleren tog tilbage til papirarbejdet på kontoret.

Målrettet service-app

For Mirum Copenhagen var det afgørende at målrette service-appen bedst muligt:

– Mægleren bliver i stand til at følge køber og sælger uafhængig af tid og sted. De kan med få klik få adgang til forretningskritiske funktioner. Det er et skelsættende arbejdsredskab for den enkelte ejendomsmægler, der gør livet lettere og services bedre for EDC’s mæglere og i sidste ende giver en bedre forretning og gladere kunder, siger direktør hos Mirum Copenhagen, Rasmus Sanko.

– Det er en fantastisk spændende rejse, vi er på sammen med EDC, og vi er allerede i gang med at udvikle de næste store funktionaliteter til Mobilmægler, slutter han.