Danmarks største mæglerkæde EDC har netop indgået en aftale med kædens foretrukne bureauer om at udvikle både den teknologiske platform og kædens kommunikation.
Dermed skal JWT og Mirum bistå med løsningerne nede i maskinrummet og samtidig sikre, at løsningerne implementeres og formidles helt oppe på helikopterniveau.
Det drejer sig i udgangspunktet om, at teknologi kan gøre arbejdet som mægler bedre og samtidig give mere værdi for kunderne. Med andre ord, at gøre produktudvikling til både et værktøj og markedsføring for mæglerkæden.
Derfor har EDC i en periode været på udkig efter et bureau eller en konstellation, der både kan tænke strategisk og kreativt, samt forstå, påvirke og deltage i udviklingen af digitale services og produkter.
Efter en pitch-runde er valget faldet på J. Walter Thompson og Mirum. I forvejen har Mirum gennem de sidste par år udviklet EDC’s værktøj ”Mobilmægler”, som er en mobilbaseret platform til salgs- og kundearbejde.
Det tætte samarbejde med EDC omkring udviklingen af ”Mobilmægler” har givet Mirum et indgående kendskab til kædens forretning, som selvfølgelig er en stor fordel i det fremtidige forløb.
Forude ligger udvikling og implementering af digitale services, produkter og kommunikation, der skal gøre en forskel for kunderne i et marked under konstant forandring.
– I Mirum og J. Walter Thompson Copenhagen har vi fundet en samarbejdspartner, der både forstår og udfordrer os. På den måde kan vi sikre, at EDC udbygger sin position som markedsleder, både når det drejer sig om salg af ejendomme og den teknologiske udvikling bag, siger Brian Rosenberg, COO hos EDC.
Bureauchefen er naturligvis glad for den nye kunde:
– Det er en drømmekunde, vi med stolthed har landet. Vi er med fra start til slut og helt inde i maskinrummet, siger Anders Hageskov, CEO hos JWT og Mirum.
– Det betyder, at vi ikke alene skal hjælpe EDC med at udvikle nye teknologier, men vi skal også være med til implementeringen og markedsføringen, hvilket gør det til en ekstra spændende opgave, slutter Anders Hageskov.
Det er den relativt nytiltrådte Joachim Rosenstand (billedet tv.), der er kreativ lead på J. Walter Thompsons nye kunde.
Mirum er en global digital bureaukæde, der er ejet af J. Walter Thomsen.