PR- og kommunikationsvirksomheden Effector Communications får ny administrerende direktør i skikkelse af virksomhedens hidtidige health care director og partner Elisabeth Tissot Ludvig.
Det sker efter meddelelsen om, at Ole Fredslund trækker sig fra posten efter mere end 10 år, der blandt andet har budt på et salg til den norske kommunikationsgruppe Media Bergen.
Ole Fredslund fratræder pr. 1. april 2010, der også er den dato, hvor den tre år lange salgsperiode udløber.
I forbindelse med ledelsesændringen frasælger Ole Fredslund sine aktier i selskabet til henholdsvis Media Bergen og Tissot Ludvig Holding.
– Effector er mit ”barn”, så det er ikke uden vemod, at jeg stopper. På den anden side er der jo ingen, der er uundværlige, og samtidig er timingen perfekt nu, hvor ”barnet” er kommet godt i vej med en velgennemført salgsproces og overdragelse af Effector-koncernen lagt bag mig, siger Ole Fredslund.
Fra Effectors bestyrelsesformand Hans Gundesen lyder der beklagelse over den administrerende direktørs afgang.
– Men vi føler os godt rustede med Elisabeth ved roret til at fortsætte Effectors succes i samme spor. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Ole for hans store indsats gennem mange år og på vegne af bestyrelsen ønske ham held og lykke i fremtiden, siger han.
Ole Fredslund var sammen med Elisabeth Tissot Ludvig medgrundlægger af Effector i 1999
Han fratræder formelt i april, men går fra den 18. januar på fædreorlov frem til fratrædelsesdatoen. Orloven skal bruges til, altså ud over at være far, at forberede nye arbejdsprojekter inden for ledelse og kommunikation, der vil blive offentliggjort, når orloven er afsluttet.