Inden for de senere år er antallet af virksomheder, der markedsfører sig med betalte søgeannoncer på Google og andre søgemaskiner, steget eksplosivt. Og med god grund. Flere og flere kunder baserer nemlig deres køb på informationer, de har fundet gennem søgninger på søgemaskinerne.
Men den stigende interesse for at annoncere i søgemaskinerne har betydet en tilsvarende stigning i prisen. I dag koster det adskillige kroner for hvert eneste klik, man får på sine søgemaskine-annoncer.
Derfor er det naturligvis vigtigt at betale for de søgeord, som virker bedst. Men med  tusindvis af søgeord i en søgemaskine-kampagne er det menneskeligt umuligt at overvåge effekten af hvert enkelt søgeord, for ikke at tale om at gå ind og justere de individuelle søgeordspriser, hver eneste dag. I stedet vælger langt de fleste virksomheder at betale samme pris for alle deres søgeord.
Det betyder i praksis, at de risikerer at betale for meget for en stor del af deres søgeord.
Intelligent teknologi kan hjælpe
Heldigvis findes der programmer, der kan hjælpe med overvågning og styring af søgemaskine-annoncer – såkaldte budstyrings-programmer (“bid management software”).
Disse budstyrings-programmer har ikke været så udbredte her i Danmark, men det vil den amerikansk-indiske internetvirksomhed Netelixir nu lave om på:
– Det skandinaviske marked er kendetegnet ved en høj penetration af internet-brugere, og nye tal viser, at mere end 10 pct. af annoncebudgetterne i Danmark anvendes på internettet. Internet-mæssigt er Danmark et vækstmarked, som er yderst interessant for en internet-vækstvirksomhed som vores, og vi ser Danmark som brohoved i vores bestræbelser på at erobre Skandinavien, siger Udayan Bose, der er stifter og CEO for Netelixir.
Virksomheden blev stiftet i 2004, og har i dag 55 ansatte i 4 lande – USA, Australien, Tyskland og Indien. Ved slutningen af næste år forventer Bose, at virksomheden er til stede i 10 lande og har mere end 150 ansatte.
2. generations budstyring
Succesen skyldes det intelligente budstyringsprogram LXR100, som er skabt til at overvåge store netkampagner for virksomheder med titusindvis af søgeord, og bureauer med mange kunder.
LXR100 er udviklet af Netelixir i samarbejde med et førende indisk teknologiinstitut, og kan betragtes som det første 2. generations budstyringsprogram. I modsætning til de fleste andre budstyrings-programmer, bruger LXR100 konverteringsdata – dvs. tal fra websitets netstatistik, som viser hvor mange køb eller leads, der kommer fra hvert søgeord – til at justere prisen på hvert søgeord.
Dermed sikrer programmet, at man betaler mest for de søgeord, som man tjener mest på. Og dermed kan man være sikker på, at investeringen i søgemaskine-annoncer tjener sig hjem igen, mener altså Udayan Bose.
cwl