Reklamebureauet Advance oplevede et betydeligt fald i opgavemængden fra marts 2020 og frem til slutningen af regnskabsåret. Og det har kostet dyrt på bundlinjen.
Det viser bureauets seneste regnskab, der løber fra for 1. oktober 2019 til 30. september 2020, og som offentliggøres i dag.
Toplinjen faldt således med omkring 25 procent fra 62 millioner kroner til 46 millioner kroner og resultatet blev et lille plus på knapt 64.000 kroner før skat.
– Vi havde godt gang i forretningen i de første måneder, men corona ramte hårdt, siger adm. direktør Jens Krog til Markedsføring.
Til gengæld ser han fortrøstningsfuldt på fremtiden, da flere nye internationale kunder er kommet til:
– Vores første kvartal, som altså løber fra oktober til december 2020 er faktisk vores bedste første kvartal nogensinde. Også de første måneder af 2021 ser gode ud, siger Jens Krog.

Corona har gjort verden mindre
Så på trods af, at corona har kostet voldsomt på omsætningen og indtjeningen, så har man hos Advance også gjort sig positive erfaringer under pandemien.
Måske lidt paradoksalt i lyset af rejserestriktioner og lukkede markeder, så har man i perioden landet flere internationale budgetter.
– Vi har eksempelvis vundet et større pitch om Carestreams EMEA budget. Carestream laver avanceret tandlægeudstyr og ligger i USA. Vi var oppe imod amerikanske bureauer, men fordi pitchen foregik virtuelt, betød distancen ikke noget, fortæller Jens Krog og tilføjer:
– Vi stiller med et internationalt hold og kunne derfor overbevise kunden om, at vi var det rigtige valg, selvom konkurrenterne egentlig havde en ”hjemmebanefordel”. Om man sidder i Boston, München eller København betyder mindre i dag.
Også Coola, et kendt amerikansk suncare brand, er kommet på kundelisten. Her har Advance vundet en opgave med at lancere brandet på UK-markedet i 2021.
Dertil kommer, at man i corona-året har vundet en international pitch om udvidet samarbejde med de to Johnson & Johnson-brands O.B. og Carefree i EMEA.
Tilbage på sporet
Om det seneste årsregnskab siger Jens Krog:
– Som sagt startede perioden sådan set godt med god gang i forretningen, men det er klart, at corona ramte os hårdt. Specielt vores mange større kunder udskød og annullerede sidenhen mange opgaver kort tid efter nedlukningen.
Advance er kendt for at have en stor internationale kundeportefølje – noget, der normalt skaber stabilitet.
" Allerede fra september begyndte vores kunder at komme tilbage.Jens Krog | adm. direktør | Advance
– Men det gjorde det ikke med corona, hvor mange eksportmarkeder lukkede helt ned, siger Jens Krog og tilføjer:
– Den største frustration i forhold til at navigere i krisen, har helt sikkert været, at vi ikke har vidst om det blot ville være en midlertidig nedgang, eller om vi stod med et mere strukturelt og langsigtet problem.
Lys forude
Men i forhold til det nye regnskabsår er der positive forventninger:
– Allerede fra september begyndte vores kunder at komme tilbage, og starten på det nye år har været forrygende, siger Jens Krog og tilføjer:
– Udover de nye kunder, så har nye opgaver på eksisterende kunder bidraget, hvilket gør os ret fortrøstningsfulde i forhold til det år, vi er i gang med nu.
Udligner de nye budgetter det, I er gået tilbage?
– Ikke helt, men mine forventninger til det kommende regnskabsår er, at vi kommer tættere på vores vanlige form, siger Jens Krog.
Advance har omkring 50 fastansatte på kontoret i København.
Nøgletal for Advance
1/10-2019-30/9-2020 (2018/19)
Bruttoresultat 37,5 mio. kr. (51,0 mio. kr.)
Resultat før skat 63.974 kr. (10,8 mio. kr.)
Årets resultat 37.638 kr. (8,5 mio. kr.)