Advice har mandag stået skoleret for bestyrelsen i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation på baggrund af bureauets medvirken i Falck-skandalen.
Efter ”den mundtlige redegørelse” udtaler foreningens bestyrelse skarp kritik af Advice for bureauets adfærd i sagen.
– Den udredning, bestyrelsen er blevet forelagt tidligere i dag, har givet indsigt i det samarbejde og den dialog, der har været mellem Falck og Advice, lyder det bl.a. fra Jens Peter Jensen, bestyrelsesformand i Kreativitet & Kommunikation, i en pressemeddelelse.
– Det er bestyrelsens opfattelse, at et samarbejde mellem kunde og bureau skal foregå på et professionelt højt niveau, præget af integritet og ansvarlighed overfor samfund og kunden.
– Det er ikke sket i denne sag, hvilket Advice fuldt ud anerkender. Det er bestyrelsens opfattelse, at Advices ageren i denne sag ikke er repræsentativ for den professionelle standard som PR- og kommunikationsbranchen i øvrigt repræsenterer. Derfor tager bestyrelsen skarpt afstand fra Advices rolle i sagen for nuværende og vil følge sagens videre forløb tæt, fortsætter Jens Peter Jensen.
Advice er som medlem af brancheforeningen forpligtet til at overholde foreningens etiske retningslinjer.
Kreativitet & Kommunikations bestyrelse har som konsekvens af Falck-skandalen besluttet at invitere DI Rådgiverne – der ligesom Kreativitet & Kommunikation organiserer en del af den danske PA- og PR-branche – til et samarbejde om udarbejdelse af et fælles kodeks for branchen.