Med hylende sirener og biljagter, der nærmest er en biograffilm værdig, har onlinesupermarkedet nemlig.com i samarbejde med bureauet PONG og produktionsselskabet Bacon søsat sin nye brandplatform og sit nye kreative univers.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra parterne.
Og kommunikationen tiltrækker sig naturligt en del opmærksomhed – blandt andet fordi nemlig.com i foråret blev ramt af voldsom kritik af arbejdsforholdene for chauffører og medarbejdere i varehuset.
Hvad er baggrunden for, at I går ud med et nyt kommunikationsunivers nu?
“Kampagnen har været undervejs noget tid. Vi har sammen med PONG vurderet, at der er behov for et frisk pust, så at sige,” skriver nemlig.coms marketingchef, Malene Langkilde, i en mail som svar på Markedsførings spørgsmål, og tilføjer:
“Det mener vi, at vi skaber med dette humoristiske univers, der viser, at dagligvare-kommunikation ikke behøver være kedelig.”
”Kan sagtens skille tingene ad”
I var igennem det, man populært kalder en shitstorm, i foråret. Hvilke tanker har I gjort jer på den baggrund i forhold til den nye kommunikation, I kommer ud med nu?
“Vi er helt sikre på, at forbrugerne sagtens kan skille tingene ad. Den kampagne, som fagforeningen 3F har kørt mod nemlig.com, har ikke været baseret på fakta. Derfor har nemlig.com også den seneste måned kørt en faktakampagne, der fortæller om de forhold, som både chauffører og medarbejdere i varehuset arbejder under, og som vi står 100% inde for,” skriver Malene Langkilde.
Artiklen fortsætter under billedet.

Hun understreger, at kampagnen ikke er et “svar” på kritikken, som branden var udsat for i foråret, og henviser til nemlig.coms hjemmeside, hvor man har adresseret kritikken:
“Og det er helt naturligt, at vi uafhængigt af dette også kører mere kommercielle kampagner, som den vi nu har sat i gang.”
Malene Langkilde peger i pressemeddelelsen videre på, at kampagnen skal ses i lyset af, at online dagligmarkedet er modnet de seneste år.
Blandt andet derfor har man også lanceret nyt kampagne-payoff: ”Nem, nemmere, nemlig.com”.
“Det skal være nemt for forbrugerne at handle online. Det har også været vores løfte til forbrugerne fra starten, og det vil det fortsat være. Men i takt med at vi hele tiden forbedrer vores service for at bevare forspringet i markedet, skærper vi også vores løfte, så det ikke bare er nemt at handle hos nemlig.com. Det er nemmest,” siger Malene Langkilde.
Samme sag – to sider
Den nye kampagne giver fuld gas på alle Hollywood-pedaler og tager humoren til hjælp i kommunikationen.
De to første film – der planlægges flere – fortæller med et elegant twist den samme historie om et bankrøveri fra to forskellige vinkler. Henholdsvis røvernes og politiet.
Og ifølge Mette Hørdum, CEO hos PONG, er det naturligt, at der nu bliver skruet op for volumen.
“Der var fra start en ambition om at lave noget kommunikation, der skiller sig ud og viser nemlig.com, som de markedsledere de er. Derfor har vi skruet fuldt op for volumen og hentet inspiration i Hollywood, når de larmer allermest,” siger hun i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under billedet.

Kreativ direktør og grundlægger af PONG, Mikkel Elung, uddyber om den kreative tilgang:
– Det kreative univers tager udgangspunkt i de små og store hverdagsudfordringer, som gør, at det kan være svært at nå at købe ind. Noget de fleste af os kender. Vi placerer så hverdagens trivialiteter i spektakulære situationer, der er alt andet end kedelig hverdag. Dels for at skille os ud, og dels for at understrege at alle kan få brug for hjælp til at gøre dagligdagen lidt nemmere.
Masser af reaktioner
Flere brugere på de sociale medier har allerede reageret på kampagnen.
På Mikkel Elungs LinkedIn-profil har opslaget genereret 209 likes og 42 kommentarer på 14 timer, og langt de fleste kommentarer er positive.
En skriver for eksempel: ”Bedste – og muligvis sjoveste – danske reklamefilm fra en dagligvareudbyder i årevis!”, en anden skriver ”Befriende, at alt i dagligvarehandlen ikke handler om pris, nedsat, fødseldagstilbud, bare billigst etc.”
Men der er også kritiske røster. En bruger skriver for eksempel, at vedkommende mener, at kunde og bureau ”ignorerer debatten”.
Til det henviser Malene Langkilde over for Markedsføring til den tidligere omtalte faktakampagne, man har kørt i den seneste måned, mens Mette Hørdum til Markedsføring tilføjer, at der er tale om ”en langsigtet kreativ platform”.
“En platform, der skal udtrykke kernen i nemlig.com – et oprigtigt ønske om at gøre din og min hverdag lidt nemmere. Og et ønske om at gøre kommunikationen til en lige så god oplevelse, som det er at handle hos nemlig.com.”
Kampagnen bliver i første omgang vist på TV, sociale medier, displayannoncer og i egne kanaler.
Filmene er produceret af Bacon og instrueret af Johan Stahl – og du kan se dem her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger
For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger