Det sker ikke så tit, at der optræder danske navne på award-vinderlisterne i de andre nordiske lande, men lige nu gør både to produktionsselskaber, Bacon og Thirsty Film, og instruktøren Rune Milton sig bemærket i henholdsvis Norge og Sverige.
Rune Milton fra Thirsty Film er således instruktøren bag filmen, ”The Little Drone”, for Elkjøb, skabt af NORD DDB og produktionsselskabet Bleck, der tog guld for bedste film ved svenske Roygalan.
Ifølge juryen er der tale om en ”fantastisk og storslået filmisk tone med episke følelser”, og prisen er ”en stor anerkendelse”, lyder det fra Rune Milton:
– Kunden købte ind i bureauets vision, og bureauet købte ind i min, og der blev vist en enorm tillid gennem hele processen, siger han, og også hos Thirsty Film glæder man sig over prisen:
– Som producenter prøver vi at skabe en kultur, hvor vi støtter instruktøren i at være modig og kreativ, udover hvad budgetterne kan holde til. Det er ikke altid ukompliceret, men som begejstrede filmfolk går vi så langt, vi kan, for den gode historie, siger Niels Kau, grundlægger og Executive Producer i selskabet.
Opfordrer til at satse mere
Både fra Rune Milton og fra Thirsty Film lyder i øvrigt en opfordring:
– Jeg kan kun håbe at det kan inspirere andre, især danske kunder, til at satse lidt mere på nogle større fortællinger, og til at finde lidt flere penge til det, siger Rune Milton og tilføjer:
– Selvfølgelig er Sverige et større land, og vi svømmede bestemt heller ikke i penge, men jeg har en følelse af, at svenskerne tør satse lidt mere på kreativitet, end vi gør herhjemme.
Hos Thirsty Film supplerer Executive Producer, Thomas Gram Veyssiere:
– Gode film er dyre, og rigtig gode film er rigtig dyre. Så det kræver god økonomi at udvikle og eksekvere på internationalt niveau – hvor også det danske publikum befinder sig i en global digital verden, siger han og fortsætter:
– Og her kunne man godt drømme om, at ambitionerne begyndte at bevæge sig mere opad i Danmark, så vi kan få lavet flere film, som virker ikke bare godt, men rigtig godt.
Flere danske priser
Også hos det danske produktionsselskab Bacon glæder man sig over juryernes afgørelser – både i Norge og Sverige:
Både ved svenske Roygalan og ved norske Gullbranson er Bacon-instruktør Jacob Marky således kåret som Årets reklamefilm-instruktør.
Dertil kunne Bacon glæde sig over at stå bag Årets Film: The Chair for Finn.no instrueret af Matias og Mathias. Og endelig vandt danske Martin Werner sølv i kategorien Bedste Film – for IKEA-filmen ”The Idol”.
– 2019 har været et godt år for Bacon, både økonomisk og kreativt, siger Magne Lyngner, der er Executive Producer i Bacon Oslo, der tilføjer, at han ser anerkendelsen som ”et resultat af selskabets konstante arbejde med at levere storytelling af højeste kaliber”.
Se også Rune Miltons vinderfilm herunder.
Elkjøp – The Little Drone from Thirsty on Vimeo.