Tekstilproducenterne i Bangladesh er gået med til at hæve mindstelønnen for de omkring fire millioner ansatte på landets tusindvis af tøjfabrikker.

Fabrikkerne leverer billigt tøj til vestlige detailkæder. Blandt kunderne er giganter som Wal-Mart, Gap og H&M. Trods forhøjelsen er tekstilarbejdere i Bangladesh fortsat blandt de lavest aflønnede i verden.

Aftalen kom i stand onsdag aften efter et møde mellem arbejdsgiverne og landets premierminister, Sheikh Hasina. Hun krævede et løft i lønnen på baggrund af en anbefaling fra et regeringsudvalg.  Tekstilarbejdere har flere gange de seneste måneder nedlagt arbejdet og gennemført demonstrationer med krav om mere i lønposen.

Demonstrationer mod dårlige lønninger og arbejdsforholdene er hyppige i Bangladesh, der er verdens næststørste eksportør af beklædning. Protesterne er taget til siden tragedien i april, hvor 1.135 mennesker blev dræbt, da en tekstilfabrik styrtede sammen.

/ritzau/AFP