– Så er holdet sat, og vi skal bare ud over stepperne, lyder det fra Morten Frederiksen, CEO i Ogilvy Danmark, der netop har ansat Emma Petersson som ny Client Service Director.

Ansættelsen kommer kort efter offentliggørelsen af Ogilvy Danmarks årsregnskab for 2019, der viser, at bureauet for andet år i træk landede et millionunderskud.

I 2019 kom Ogilvy Danmark således ud med et minus på 4,6 millioner kroner på bundlinjen, mens bruttofortjenesten faldt med 38 procent og landede på 19,4 millioner kroner.

I 2018 lød underskuddet på tre millioner kroner, efter et år, hvor pitches og kundetab kostede dyrt.

– Vi har siden, vi lagde en ny strategi, haft tilgang af flere nye kunder, og vi er derfor rigtig glade for at få Emma Petersson med på holdet, siger Morten Frederiksen under henvisning til den nye strategiplan for bureauet, han præsenterede, da han tiltrådte som ny adm. direktør for Ogilvy Danmark i oktober 2019.

Den har han tidligere løftet lidt af sløret for i en artikel i Markedsføring i november 2019, hvor han blandt andet sagde:

 – Det er ikke nogen hemmelighed, at det er gået lidt trægt for Ogilvy de seneste år, så min opgave har først og fremmest været at finde ud af, hvad vi kan som bureau, hvor tror vi, at markedet bevæger sig hen – og hvordan vi får skabt en skarpere profil.

Kreativitet og engagerede kunder

Emma Petersson er ny Client Service Director i Ogilvy Danmark. Foto: PR

Det er netop som et led i den nye strategi for Ogilyv Danmark, at Emma Petersson er kommet til bureauet.

Hun kommer til bureauet fra CO/PLUS, hvor hun senest var Client Service & Innovation Director.

Ogilvy Danmarks nye strategi bygger på på Creative Engagment, der med bureauets egne ord er en sammensmeltning af ”den kreative approach fra klassisk markedsføring og mindsettet fra customer engagement”.

Emma Petersson uddyber i en pressemeddelelse, hvad det mere præcist dækker over:

– I en verden hvor vi bruger mere end halvdelen af vores vågne tid online og dagligt bliver eksponeret for et hav af muligheder og valg, er det vigtigere end nogensinde, at virksomheder og brands formår at holde kursen, men samtidig gør sig så relevante som overhovedet muligt, siger hun.

Det handler altså ikke længere blot om at have det rigtige produkt og det rigtige budskab, forklarer hun, ”men i stigende grad om at nå ud til den rigtige forbruger, på den rigtige kanal, på det rigtige tidspunkt – alt sammen på en engagerende og kreativ facon”.

Fakta: Ogilvy Danmark A/S

Seneste regnskabstal:

(i mio. kr.)                  2019                    2018

Bruttofortjeneste:     19,4                      31,3

Resultat før skat:       -5,9                      -3,9

Årets resultat:             -4,6                       -3

Egenkapital:                 4,1                        8,7

Gns. antal ansatte:        38                       50

Ogilvy-CEO: Nu er holdet på plads

Morten Frederiksen mener, at han nu har sat et hold, der kan vende skuden hos Ogilvy Danmark.

Bureauet havde i 2018 i gennemsnit 50 fuldtidsansatte medarbejdere, hvilket var reduceret til 38 i 2019.

– Med ansættelsen af Emma har vi nu holdet på plads, som kan og skal løfte vores nye strategi. I en svær tid med corona har kunder brug for stærk strategisk rådgivning og kampagner, der positionerer virksomhederne og samtidigt skaber resultater, siger han og fortæller, at ”det har vi set en stigende efterspørgsel efter, og her er Emma det perfekte match til at drive den agenda sammen med vores eksisterende team”.

Emma Petersson tiltrådte i sin nye stilling som Client Service Director hos Ogilvy Danmark 1. august 2020.