Det har været nogle vilde år på bureauet Co/Plus, der specialiserer sig i kreativ virksomhedsrådgivning.
Stifter og adm. direktør Gaute Høgh, der også var medstifter af bureauet Kunde & Co., har de senere år været ramt af først en kræftsygdom og siden corona, hvor han måtte kæmpe for sit liv. Oplevelser, han blandt andet har fortalt om til Børsen.
Det betød også, at han besluttede sig for at lægge den daglige drift af bureauet fra sig og over til Managing Director Sasha Denham, så han selv kunne fokusere mere på at servicere eksisterende såvel som nye kunder.
Og under hendes daglige ledelse har bureauet netop landet et årsregnskab, som vækker stor stolthed på bureauet. I alt har Co/Plus i 2021 haft et overskud efter skat på 9,3 millioner kroner – for blot et år siden var det 12.000 kroner. Bruttofortjenesten er i samme periode steget fra 10,5 mio. kr. til 23,9 mio. kr.
“Generelt er vi meget ydmyge og ærekære om, at vi er sat i verden for at skabe værdi for vores kunder. Det er dem, der skal vækste. Vi skal ikke vækste for vores egen skyld. Men at resultaterne er fulgt med hos os er vi super stolte af. Det skyldes, at vi har så kompetente medarbejdere, der har gjort det sindssygt flot,” siger Sasha Denham.
NØGLETAL FOR CO/PLUS
2021:
Bruttofortjeneste: 23,9 mio. kr.
Driftsresultat: 12,4 mio. kr.
Årets resultat efter skat: 9,3 mio. kr.
2020:
Bruttofortjeneste: 10,5 mio. kr.
Driftsresultat: 47.899 kr.
Årets resultat efter skat: 12.249 kr.
Store ændringer
Sasha Denham fortæller, at det har været krævende at tage over for Gaute Høgh som daglig leder.
“Det har været intenst. Gaute var helt væk i fire måneder, hvor han kæmpede for livet både på grund af corona, og fordi han havde kræft og havde været igennem et kemoforløb,” siger hun.
“I den periode har vi sadlet om i forhold til, hvordan vi arbejder. Vi er blevet rigtig gode til at arbejde i teams med flad struktur, og det gør, at flere byder ind. Vi er en smeltekedel af kompetencer, og det er det, vi lever. Flere kommer med perspektiver og idéer nu, og vi er bedst, når vi bringer hinandens kompetencer i spil – og når medarbejderne har troen på egne evner og tør komme til orde,” siger hun.
Grundlæggende har Co/Plus under Sasha Denhams daglige ledelse også i langt større grad arbejdet med fleksible arbejdsforhold.
“Der har været en ledelsesmæssig forandringsproces, hvor vi har fået en mere flad struktur og mere fleksiblitet for medarbejderne. Det gør, at de bedre kan gå hjem til tiden og kan fylde sig selv op med ny energi og inspiration, som gør, at de performer bedre på arbejde,” siger hun.
Det gode resultat betyder dog ikke, at Co/Plus satser på at vokse som bureau fremover.
“Vi lever ikke af at vækste. Vi skal holde os kørende og skabe værdi og vækst for kunderne,” siger Sasha Denham.
“Vil vil faktisk gerne beholde den størrelse, vi har for at kunne bevare gode relationer i vores kultur og til kunderne. Vi vil gerne have, at alle ved, hvem vi arbejder med, og at alle er på fornavn. Jo større, man bliver, jo mindre føling har vi med, hvad der sker. Og det er super vigtigt for os at holde fast i den kultur, hvor vi er tæt på kunderne og projekterne,” siger Sasha Denham.