Den rasende debat om efterløn kan få indflydelse på de offentlige overenskomstforhandlinger, som efter planen skal afsluttes i februar.  For selv om der ikke er udsigt til flertal for Løkkes efterlønsreform, så kan det påvirke arbejdstagerne, når de skal stemme om resultatet.

–Jeg kan godt frygte, at når vores medlemmer skal tage stilling til resultatet, at de så vil lave en psykologisk kobling. For overenskomstresultatet vil ikke give frygtelig meget på lønsiden, og nu er der så alt det med efterløn, og derfor stemmer de nej. Ikke fordi de ønsker at udløse en konflikt, men for at markere en generel utilfredshed, siger Flemming Vinter, der forhandler på vegne af de ansatte i staten i Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU.

Han understreger, at forhandlerne sagtens kan se bort fra debatten og regeringens forslag, som der langtfra er flertal for. Men det er ikke det samme, som at medlemmerne vil skelne så skarpt.

–Så vi må ud og lave et godt benarbejde hos vores medlemmer og forklare, at hvis mange tænker på den måde, så ender vi i en konflikt. Og hvis vi ender i en konflikt, så skal den nødigt tage afsæt i noget, som vi slet ikke kan løse ved forhandlingsbordet, da efterlønnen jo ikke er en del af forhandlingerne, siger Flemming Vinter.

Borsen.dk