Produkter i detailhandelen skal fremover fungere som markedsførings-platform for producenten bag.
Det er i hvert fald fremtidsudsigten, hvis det står til On Product Publishing Europe (OPP) og Business-to-Market bureauet, Zonation, søsterselskab til reklame- og kommunikationsbureaet Sylvester Hvid & Co.
Zonation har specialiseret sig i detailmarkedsføring, emballage design og facing og OPP har patent på labels i form af aftagelige mini-tryksager.
– Ens eget produkt er den mest målgrupperelaterede reklamesøjle, men den lovpligtige oversigt over ingredienser, på oftest flere nordiske sprog, gør det vanskeligt at kommunikere yderligere uden emballagen bliver for teksttung, udtaler administrerende direktør Daniel Lafrenz, OPP i en pressemeddelelse.
– Det fragmenterede mediamarked gør det svære og svære for produkterne at trænge i gennem til forbrugerne, som efterhånden er blevet immune overfor de traditionelle mediakanaler. Kommunikations- og mediatrenden går mere og mere ind i butikkerne for at påvirke forbrugerne i selve købsøjeblikket, da flere og flere impulsshopper, siger Lasse Borglit, direktør i Zonation.
sm