Reklamefolk bør allerede nu overveje, hvordan de bedst tilpasser sig tiden efter krisen, hvor forbrugerdyder som snusfornuft og fællesskabsfølelse atter afløses af egoisme, individualitet og overmod. 
Tendensen bryder igennem i 2015, fremgår det af Tid & Tendensers særnummer med titlen ”The White Issue”, hvor 16 skribenter kommer med deres bud på den nære fremtid.
– Risikoen for en nedtur, magen til den, vi netop har oplevet, er kun 10 procent, men det tager tid at vende skuden. Værdidimensionerne ”individualitet” kontra ”fællesskab” er tydelige, siger Poul Erik Jakobsen administrerende direktør og grundlægger af Pej Gruppen, der står bag ”The White Issue”.
Alle snakker således om samfundssind, etik, sammenhængskraft og fællesskabets bedste.
– Vi revser folk, der frådser med offentlige midler, og vi spiller næsten alle det nymoralske kort ud. Nu må vi tænke på helheden, de næste generationer og vores fælles bedste, lyder tidens mantra. Men vi kom også fra en periode før 2007, hvor ordet ”fællesskab” næsten ikke kunne blive mere umoderne, siger han.
Før 2007 handlede det i en lang periode om individualitet – det var moderne at skille sig ud fra mængden.
Det blev gjort ved hjælp af mode, masser af smykker, nye køkkener, nye boliger og store biler. Den slags var nemlig værdimæssigt i orden under højkonjunkturen. Og derfor er de modsatrettede værdier som solidaritet, fællesskab, omtanke og snusfornuft modeord lige nu.
Individet tilbage i centrum
Tiden frem til 2015 vil med 80 procents sikkerhed indebære et nyt pendulsving, som vil føre os mod nye højder af egoisme, individualitet og overmod.
I begyndelsen vil det være pakket ind i lidt snusfornuft, men efterhånden som flere og flere får del i et begyndende opsving, sker menneskets prioriteringer atter med udgangspunkt i egne behov frem for i samfundets.
– Som sædvanligt under disse værdiskred er der stor forskel på, hvad folk vedkender sig i forbrugerundersøgelser og livsstilsanalyser, hvad de udtaler på tv, og hvad de gør i virkeligheden. Sandheden ligger i indkøbsposen, snarere end i folks selvopfattelse: Vi er ”småhellige”, når vi bliver spurgt, men vore praktiske gerninger og reelle adfærd vil snart – og inden 2015 – afsløre, at der atter er markant forskel på det, vi siger, og det, vi gør, mener Poul Erik Jakobsen.
Det er i denne historiske ramme og værdimæssige sammenhæng, at vi skal se forbrug, mode, design, teknologi, etik, tro, bolig, fødevarer, medieudvikling, reklame, underholdning og meget andet.
– Der er ikke nogen annoncører, politikere eller samfundsdebatører, der tør udfordre den politiske korrekthed lige nu – men det vil ikke vare længe, før det sker. Vi kommer på mange måder tilbage til ”normale” tilstande igen efter en krise, og alligevel bliver det altid en slags ny normaltilstand, slutter han.

Du kan læse mere om ”The White Issue” her.