I dag indledes slaget om medie-magten på denne klode. Disney skal udfordres, og det attentat står avantgarden i Einstein Film i spidsen for. ”Terkel i Knibe” satte en standard inden for dansk ungdomskultur i 2004, ”Rejsen til Saturn” løftede ambitionen yderligere i 2008, og det tredje skud i bøssen er ”Ronal Barbaren,” der altså har verdenspremiere i dag i Imperial.
– Nu går vi ud med globale ambitioner. Alle tre film har naturligvis danske rødder, fordi de er tænkt som et bidrag til at løfte og inspirere dansk ungdomskultur, men ”Ronal Barbaren” sigter krystalklart efter et internationalt marked. Vi skal udfordre Disney, hvis det må være tilladt at skarpvinkle ambitionen, siger instruktør hos Einstein Film, Philip Einstein Lipski, der sammen med Thorbjørn Christoffersen og Kresten Vestbjerg Andersen er ansvarlige instruktører bag alle tre film.
Einstein-folkene levede tidligere trygt og godt i Nordisk Film regi, men da idéen til ”Ronal Barbaren,” den selvværdsramte gigant af en tøsedreng, der skal løse alle verdens problemer, materialiserede sig, valgte de kreative folk at gå selvstændigt. Det vil sige, at de henvendte sig til Jan Duckert for at få en partner.
PeopleGroup er i forvejen på en rejse fra at være reklamebureau til at blive et medie- og kulturhus, senest med etableringen af Radio 24syv, og Jan Duckert så også et perspektiv i filmproduktion. Købmand som han også er, bevilgede han lidt mammon mod at få 51 pct. af rettighederne, og det førte Philip Einstein Lipski et al ind i det nye partnerskab.
– Det er klart, at vi så en mulighed i den nye alliance, og jeg er sikker på, at samarbejdet med Jan Duckert og hans folk vil gavne os alle. Næste hug er, når DVD’en skal på markedet, men de første 10 dages billetsalg vil vise, om vi er købt eller solgt, fortsætter Philip Einstein Lipski.
Er Ronal Barbaren ”stor” nok til at vinde på det globale marked?
– Ambitionen er stor nok, og filmen kunne laves ringere. Skal vi ikke bare konstatere, at vi er tilfredse, siger Philip Einstein Lipski, der trods sine polske rødder viser sig at indeholde kimen til en jyde.
– Hvor både Terkel og Rejsen var pæredanske i deres udtryk – og satte pragtfulde danske fingeraftryk – er Ronal tænkt klart international. Den ligger vel blot i logisk forlængelse af den globalisering, dansk film i almindelighed gennemgår, og hvis vi kan inspirere en større ungdomskultur end den danske, er vi på rette vej. Tænk sig, hvis vi ender med at skabe en dansk Mickey Mouse?
Ser vi bort fra filmens succes, hvad er perspektivet i samarbejdet med Partners og PeopleGroup?
– Einstein Film er filmskabere, men vi er også et kulturhus. Vi skal levere noget mere. Kulturen skal på længere sigt generere noget mønt, men det sker ikke fra dag ét. Det tager tid og markedsføring på den lange bane, hvis vi skal tænke i content på den store kline og merchandising.
– Den danske marked er alt for beskedent til at tænke i den slags, budgetterne er simpelthen for små. Derfor var vi tvunget til at finde en samarbejdspartner, der forstod os, og ville spille med på den store ambition. Det ville Jan Duckert, og hans bidrag er adgangen til de mange store kunder, der formentlig vil være med på DVD’en og de andre tiltag, vi sætter in søen – hvis filmen er en succes.
Philip Einstein Lipski tænker allerede frem mod næste hug, nemlig Ronal-film nummer to, hvilket også kræver adgang til store medspillere. Det forudsætter naturligvis, at aftenens første Ronal-skud bliver en succes, men gør den det, så har Partners, PeopleGroup og Einstein Film måske taget det første skridt mod en global position i mediebranchen?