Årets vinder af Øresundsregionens Markedsføringspris ”Made in Øresund” blev Mette Lykken Bolig. Prisen blev overrakt af Ørestadsselskabets adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen foran 900 deltagere i en konference i går i Malmø omhandlende Fremtidens Malmö i Øresundsregionen
Bag Made in Øresund står Øresundsregionens informations- og markedsføringsorganisation, Øresund Network, Dansk Marketing Forum og Marknadsföreningen i Malmö.
Made in Øresund-prisen gives til den virksomhed, der på forbilledlig vis har været fremragende til at udnytte Øresundsregionens muligheder i deres egen markedsføring.
Juryen begrunder sit valg af Mette Lykken Bolig således:
”Årets prisvinder har med stor entusiasme og engagement arbejdet ud fra den grundlæggende vision om Øresundsregionen – at skabe et grænseløst arbejds- og boligmarked til fordel for regionens borgere. Som privat virksomhed har den taget et initiativ, og derved også en risiko ved at være banebrydende i en meget konkurrencepræget branche. Målbevidst og konsekvent har virksomheden arbejdet med sin markedsføring i et Øresundsperspektiv, og spillet på alle regionens fordele og muligheder. Med et stærkt personligt engagement og en tiltro til integrationstanken, har denne virksomhed gjort sig fuldt fortjent til at få Made in Øresund -prisen 2006”.
Mette Lykken Bolig, som i Malmø hedder Mette Lykken Bostad har været etableret i Malmø siden den 1. april 2005. På kort tid er det lykkedes dem at blive en af de førende ejendomsmæglere i Malmø. I løbet af det første regnskabsår opnåede de en omsætning i Sverige på knap 6 millioner SEK og i 2006 forventer de en omsætning på 12 millioner SEK.
– Markedsføring – meget markedsføring – var vores bud på succes indenfor en kort tidshorisont. Et kendt dansk ejendomsmæglerfirma, der etablerer sig i Malmø var noget nyt og iøjnefaldende. Tilgangen til det danske marked og til købedygtige danske kunder var jo optimal, og et godt argument overfor svenske kunder, der ønskede at sælge bedst muligt.