Den nystartede “Parcelhusmægleren” i Solrød vil gerne nytænke sin markedsføring, og har fået en tilsyneladende lys ide – i hvert fald for ham selv.
Forkant fra Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB) fortæller, at han har sat retten til sit reklamebudget på auktion. Buddene skal starte ved 75.000 kr. Til gengæld får et eventuelt nyt bureau retten til at afholde alle udgifter i forbindelse med markedsføringen. Betalingen kommer i form af 9000 kr. for hvert hus, som den nystartede mægler sælger.
DRRBs juridiske konsulent Søren Langholm-Pedersen mener, at Parcelhusmæglerens tilbud om bureausamarbejde overskrider grænsen for nytænkning.
– Der er ingen fair argumenter for, at reklamebureauer skal betale for at indgå en kontrakt med en kunde, og da slet ikke dette tilfælde, hvor der er tale om en meget ugunstig kontrakt, idet der lægges op til ren resultataflønning i forbindelse med en forretning, som er helt nystartet. Bureauet påtager sig på denne måde en urimeligt stor risiko i forhold til opdragsgiveren, som blot kan høste gevinsten, når reklamebureauet har skaffet alle kunderne. Den slags må vi naturligvis tage afstand fra, siger Søren Langholm-Pedersen til Forkant. Han forventer ikke, at DRRBs medlemsbureauer har taget brevet fra Parcelhusmægleren som et seriøst forretningsforslag.