Alt tyder på en blød landing på boligmarkedet, mener Dansk Ejendomsmæglerforening. Vicedirektør Thomas Torp kan ikke genkende dommedagsprofetierne om boligmarkedet.
– Som vi ser det, har boligmarkedet haft et tilbageslag det sidste år. Men vi mener simpelthen ikke, at der er basis for at tro, at priserne vil rasle ned, eller at boligboblen brister, siger Thomas Torp til Ritzau.
Mandag skriver Børsen, at der er lagt op til en udjævning af landets boligpriser, som kan betyde prisfald i Københavnsområdet på op til 30 procent.
Thomas Torp mener, at der er meget usandsynligt.
– Ja, risikoen er til stede, hvis renten lige pludselig begynder at stige meget kraftigt. Det kan man jo så gøre sig en masse spekulationer om, men der er ingen, der tror på, at vi vil få en voldsom rentestigning. Det mest sandsynlige er, at vi får en blød landing, siger han.
/ritzau/