Undskyld mig – gi’ mig lige en spand, for jeg skal lige BRÆKKE mig – af grin!
Midt i middagsmaden, godt placeret foran fjerneren op til Valentines Day kilder pastaen helt oppe ved drøblen. Og da jeg dagen efter på min cykel kommer til at køre bag en bus med en vis reklame på, er jeg ved at køre ind i en lygtepæl, da jeg hører ekkoet af et lummert, halvliderligt “hø hø“.
“Åhhh, hvem der dog bare kunne skrue tiden tilbage“, synes disse reklamer at skrige til himlen. Og tankerne bringes hen på halv-gamle, patetiske værdier, der oser af nostalgi fra indestængte mandschauvinister, der ønsker dominans.
Interfloras tv-reklamer op til Valentine’s Day lignede et af disse nødråb. En film bygget op af klip af forskellige dyr, med gode råd til hvilke våben der skal bruges til at nedlægge dem. Manden er på jagt. Og kvinden…ja, hun dukker op fra havet, fra den natur, mennesket altid har forsøgt at kontrollere, fra det mørke dyb hvor alt kan ske, en krop, et dyr, et naturvæsen som inciterer, pirrer os… men bare rolig, også hun kan passiviseres, også hun kan nedlægges og sejren fejres. Alt du behøver er en buket blomster!
Gad vide, hvad der sker, når hun har fået blomsterne? Lægger hun sig ned og spiller død, mens manden “ordner“ hende og fejrer sin triumf? Gad vide om han pelser hende, tager hendes skalp eller ganske enkelt kapper hovedet af hende og hænger det op over kaminen som et trofæ, et symbol på hans styrke og maskulinitet?
“Det er med biler som med kvinder – du har ingen forpligtelser, uden du har fået en prøvetur!“, stod der på bussen.
Lækkert, ikke? Kreativt, vittigt – og sådan lidt 70er-agtigt fra dengang vi blev dejligt fri for ansvar og kønsrollemønstrene stadig talte sit tydelige sprog.
Åhhh, hvem der bare kunne skrue tiden tilbage.
Hysterisk, snerpet, gammeldags og paranoidt, kan jeg høre røster indvende.
Nå jo, men det er jo faktisk kun 30 år siden, kvinder fik kontrol med egen krop, 80 år siden vi fik adgang til uddannelse, 85 år siden vi overhovedet fik stemmeret – i nogle lande har de ikke fået det endnu! Kvinder får stadig mindre løn end mænd for det samme arbejde – og udgør kun 5% af erhvervslivets topledelse. Tingene hænger jo sammen. Billedet af kvinden i pagt med naturen, den passive, der kan nedlægges med en slap og halvvissen stilk, hænger sammen med billedet af den irrationelle kvinde i sine hormoners vold, kvinden uden handlekraft, som igen hænger sammen med den manglende tro på kvindens evner til at styre en virksomhed, styre et land.
Nå, hva’ fa’en søster, ta’ det nu lige med et glimt i øjet, ikke – loosen up, du, hø hø, har du ingen humor, lille skat?
Jo, for i virkeligheden er det jo mandschauvinismen, der er til grin. Velkommen til jagten på det billige grin!