Lars Knudsen, 35 år, står lige midt i et usædvanligt karriereskift. Hidtil har han siddet på en pind, mange unge mennesker ville dræbe for: Som kreativ direktør og medejer af et reklamebureau. Men lige siden studenterdagenes revyer har Lars Knudsen haft en lille skuespiller i maven. Og for knapt et år siden besluttede han, at det var på tide at leve den side af talentet ud. Derfor starter Lars Knudsen på skuespillerskole i Liverpool 1. september.
– Jeg er vokset op her i Silkeborg, og i gymnasietiden var der et meget udpræget teaterliv med revyer og skuespil på skolen. Blandt andet havde jeg hovedrollen i et stykke af Dario Fo, hvor en dramaturgstuderende, som næsten var færdig med uddannelsen, instruerede. Det var en stor succes – stykket blev skam fremført hele to gange, og det var spændende at være med. Det snerpede lidt i retning af rigtigt teater, fortæller Lars Knudsen, som ellers drømte om at blive advokat.
Men i slutningen af 1. G mødte han Henrik Christensen, der senere blev den ene halvdel af Copyright og som i dag er ene-ejer af bureauet. Ny kreativ direktør er Kent Dahl, som har været hos Copyright i seks år.
– Henrik havde også spillet revy og troede, at jeg havde været med til at skrive nogle af teksterne. Han ville være journalist og foreslog, at vi skulle starte et skoleblad, som vi to så skulle skrive – og så kendte han i øvrigt en skidego’ tegner. Da jeg spurgte hvem, fortalte Henrik, at det var en fyr, som havde tegnet nogle bestemte skilte i et revyindslag. Det viste sig at være mig, der var den skidego’e tegner. Og så blev vi enige om, at det sikkert også var meget bedre kun at være to om bladet.

SIMBELHEND
– Desværre var der et skoleblad i forvejen, så vi måtte ud og tegne annoncer for at få råd til at udgive vores blad. Og forretningerne havde tit kun et logo, så måtte vi selv lave annoncerne til en halv eller hel side i bladet. Det hed i øvrigt Fejltrøk-journalen, og det var ikke nogen helt skæv titel. For selv om det mest var Henrik, der skrev og mig, som illustrerede, skete det, at jeg skrev – og jeg lavede mange stavefejl. Nogle af dem blev klassikere – for eksempel simbelhend – og vores medstuderende troede, det var med vilje. Det var det ikke, afslører Lars Knudsen.
Advokatdrømmen brast i 3.G, og efter et sabbatår var Lars Knudsen til optagelsesprøve på Århus teater Selv om han havde læst op med en skuespiller, lykkedes det ikke at slippe gennem nåleøjet. Til gengæld fik han en elevplads hos reklamebuerauet WA i Frederikshavn, i dag Dafolo Kommunikation.
– Jeg var deroppe fire-fem år, først som elev, så som uddannet AD’er. Et var et godt sted at være, fordi jeg fik fornuftige opgaver, selv om jeg var helt grøn. Efter Frederikshavn, hvor jeg havde siddet og sukket efter at få lov til at fordybe mig i en kunde – blev det til et år på bureau i Århus. Her fik jeg endelig muligheden for at få den lyst styret. Jeg fik ansvar for en bestemt kunde og hele udviklingen af det kreative koncept. Men da først designmanualen var færdig, blev det ret røvkedeligt. Så jeg fik hurtigt nok af at fordybe mig, siger Lars Knudsen.
mellemtiden havde Henrik Christensen siddet en periode som tekstforfatter på et bureau, og var så gået i gang med at starte Bureau 1 i Silkeborg sammen med tre andre.
– Men deres ambitioner var vidt forskellige: De tre ville være et godt bureau i Silkeborg. Henrik havde større ambitioner, så de skiltes i fordragelighed – og Henrik og jeg etablerede Copyright den 5. Maj 1990. Da vi startede, var vi tre mand. I dag har bureauet 12 ansatte, kunder som for eksempel Trip-Trap og Børsen, en god omsætning og et godt lille overskud. Derfor er det på tide at sige: Nå, jeg må videre, understreger Lars Knudsen.
Han fortæller, at skuespiller-fortiden, som han aldrig fik gjort noget ved, for alvor begyndte at spøge for halvandet års tid siden.
– Derfor tog jeg på sommerskole på LIPA – Liverpool Institute of Performing Arts – i 14 dage sidste sommer. Ud over at være en sjov, anderledes sommerferie gav det mig også mulighed for at finde ud af, om skuespilleriet stadig var det. Og det fik jeg så bekræftet. Det var kun tre uger efter den ferie, jeg gik til Henrik og sagde: Nu er tiden ved at være moden til noget andet.

FRYD OG GAMMEN
– Vi indgik så en overenskomst som betød, at jeg holdt op på bureauet ved udløbet af regnskabsåret, 1. maj. Det blev vi enige om i fryd og gammen og god forståelse, men vi har jo også kendt hinanden i næsten 20 år, fortæller Lars Knudsen.
Han gik til optagelsesprøve på LIPA først i december og kom ind på skolens skuespillerhold, hvor han skal gå sammen med 29 andre. I alt er der 150 elever på teater- og musikskolen, som har til huse i den skole, Paul McCartney og John Lennon gik på.
Uddannelsen varer tre år i alt, og det koster 80.000 kroner om året at gå der.
– Det sidste år laver man et stort afgangsprojekt, lige som man bliver koblet sammen med en agent, som sørger for, at man kommer til relevante castings og auditions. 90 procent af eleverne har en agent, når de forlader skolen. Det betyder, at man har kontakter, forbindelser – en form for tilknytning til branchen. Man skal ikke starte forfra, forklarer Lars Knudsen.

KENDT ANSIGT
– Jeg ved ikke, om skuespil er mere spændende end reklame. Men nu har jeg været 15 år i reklamebranchen og opnået en masse af de ting, jeg gerne ville. I min elevtid sad jeg for eksempel og tegnede vinduerne, som de skulle se ud i mit eget bureau. Og jeg opnåede at få mit eget bureau. Men jeg har også en realistisk holdning til, at vi ikke når meget videre med det bureau, vi har i dag, siger Lars Knudsen, der beskriver sig selv som meget ambitiøs.
– Jeg er en ambitiøs mand, og jeg vil gerne være et kendt ansigt. Målet er at blive enormt kendt, men mindre kan gøre det. Og ambitionen er først og fremmest at lave film.
– I øvrigt tager jeg en hel masse med mig fra reklamebranchen. Man møder jo mange mennesker og får indsigt i deres baggrund, ligesom man jo også kan bruge sin viden om markedsføring til at markedsføre sig selv. Og med den ballast kan det aldrig gå helt galt – jeg behøver ikke blive ham den irriterende mand, der spiller banjo på gågaden, hvis det ikke lykkes at blive et kendt ansigt, siger Lars Knudsen.
Han glæder sig til at være elev, selv om han jo en vant til at være en af dem, der bestemmer.
– Jeg har altid bevæget mig opad i hierakiet, aldrig den modsatte vej. Men jeg er ikke bekymret – jeg skal bare passe på ikke at blive den der gamle, bagkloge fyr, der ved alt.