Danmarks tennisdarling Caroline Wozniacki har de seneste par dage fået en hård medfart i den internationale sportspresse, hvor journalister fra eksempelvis Canada og Australien beskylder hende for at være for kedelig, uærlig og intetsigende i sine interviews.
Beskyldningerne næres blandt andet af, at Caroline Wozniackis pressemøder er blandt de mindst besøgte ved årets Australian Open.
Og det er angiveligt ikke noget særsyn på den internationale tennistour, hvor de internationale journalister er godt trætte af den danske tennisdronning.
Således brugte en af Australiens største aviser, The Age, ifølge Ritzau forleden forsiden på den lille interesse for Wozniacki, og den skade, hendes brand (og dermed hendes sponsortække) lider under den manglende begejstring for verdensetteren.
Wozniacki-brand stadig stærkt
Men Palle Diederichsen, der står i spidsen for MediaComs brandaktivering og sponsorat-afdeling, afviser, at sportspressens angreb får nogen negativ indflydelse på Wozniacki-brandet.
– Det er hendes resultater på banen mere end noget andet, der afgør, hvor meget hun er værd som brand, siger han.
Han forklarer sportsjournalisternes angreb på Wozniacki med, at forventningerne til hende er enorme. Ikke kun på tennisbanen, men også udenfor.
– Alene det at den internationale presse bruger så mange kræfter på denne historie, understreger jo hvor stærkt hendes brand er, siger han.
Han mener, at Caroline Wozniacki fortsat rummer et stort, uforløst potentiale på sponsor- og brandsiden
– Hun er stadig meget ung, så hun har fortsat meget at lære på kommunikationssiden, men det kommer. Se bare på, hvor meget hun har rykket sig de seneste to år, slutter han.