Utilfredsheden blandt de større sponsorer i F.C. København kan vokse og blive et markant problem for klubben, der er Danmarks største sponsorvirksomhed og dybt afhængig af indtægter fra den kant.
Det mener adm. direktør i sponsorbureauet Sponsorpeople Thomas Klærke, ifølge Børsen.
– Lidt uro i krogene i den nederste del af sponsorhierarkiet er svært at undgå, når man har mange sponsorer. Men når støjen opstår højere oppe i hierarkiet, begynder det at blive en udfordring, fordi det er dem, som mange af de mindre sponsorer kigger efter, siger han.
Han pointerer, at det med de nuværende konjunkturer er vigtigere end nogensinde at holde sponsorerne glade.
– Kunsten lige nu er at holde sine sponsorer tilfredse og holde på dem, for det er svært at skaffe nye, lyder det fra bureaudirektøren, der ikke vil forholde sig direkte til sponsorindsatsen i FCK.
Klærke advarer videre mod at lægge for meget vægt på de sportslige aktiviteter og tror, at det kan bære hele vejen.
– Det vil det ikke. Det vil generere indtægter fra international deltagelse, men blandt sponsorerne er der mange elementer, der vejer mindst lige så tungt, f.eks. netværkets værdi fra samhandel med de andre sponsorer og niveauet på den hospitality, man får, siger Thomas Klærke.
Børsen