Den lille Havfrue skal efter planen på langfart i syv måneder i 2010. Det sker som led i det danske bidrag til Expo2010 i Shanghai.
Det betyder, at den lille bronzestatue og store turistmagnet er borte fra Langelinie under højsæsonen. Og det er en krise, betegner lektor i turisme ved Copenhagen Business School, Ana Maria Munar, tiltaget.
– Hun er et enormt symbol, som alle gerne vil se. Det er en af de største attraktioner i København. Det svarer til at tage til Sydney uden at kunne se Operahuset, siger hun.
– Turisterne forventer, at de kan se noget. Jeg tror ikke, at man kan finde en erstatning, der opvejer det lige så godt, fortsætter hun.
Lektoren medgiver dog, at det tilfører Danmarks eksponering under Expo, at det er den ægte vare, der sendes af sted.
Samme holdning har udviklingschef i Wonderful Copenhagen, Peter Rømer Hansen. Selv om havfruen er organisationens brandlogo, er det ”en rigtig god ide at sende den lille havfrue af sted”. Her er man tryg ved at sende eventyr-symbolet ud af landet. 
Stærkt symbol
– Hun er det helt rigtige symbol på både nationen og på København. Hun er the real thing og ikke blot almindelig statspropaganda, siger han.
– København er rig på andre attraktioner. Der er masser at se på. Ud fra et koldt og kynisk PR-synspunkt får hun langt større opmærksomhed under messen. Vi skønner, at hun i Danmark har årligt tre mio. besøgende. I Shanghai vil hun få 70 mio. gæster på seks måneder, fortsætter han.
Mens både statue og sten er på langfart, vil der komme en anden attraktion i form af events som erstatning for statue. Rømer Hansen understreger, at det drejer sig om oplevelser.
– Besøgende vil få en smag af havfruen, en fortolkning. Det kan være en stor oplevelse at få noget helt andet, end det man bare plejer at se, siger direktøren.
VisitDenmarks adm. dir. Dorte Kiilerich kalder det “meget spændende og meget modigt”, og “det vil kunne sætte Danmark og København på verdenskortet i Kina”.
– Der er et enormt stort potentiale. Aldrig før har kineserne haft så store forudsætninger for at kunne rejse, som de har nu, understreger Kiilerich, der understreger, at Den lille Havfrue er meget stærkt, men ikke det stærkeste symbol i Danmark.
Erhvervs- og Byggestyrelsen hører til de tungeste aktører i Expo-projektet. Herfra siger Ulla Jacobsen, kommunikationschef Erhvervs- og Byggestyrelsen:
– På Havfruens plads på Langelinie kommer der i stedet et kinesisk kunstværk af ypperligste kvalitet. Hvad det bliver, ved vi ikke endnu. Vi ved godt, det er meget spektakulært, at havfruen skal ud og rejse, siger hun.