En af Danmarks førende uafhængige eksperter inden for handel med værdipapirer, professor Carsten Tanggaard fra Århus Universitet, står uforstående over for den forretningsmodel, som Saxo Bank praktiserer over for kunderne. Dagbladet Børsen har bedt Carsten Tanggaard om at gennemgå en række dokumenter i en sag, som det portugisiske finanshus Fortune vil anlægge mod Saxo Bank. Fortune vil kræve knap 75 millioner kroner i erstatning. Det portugisiske finanshus har ligeledes anmeldt Saxo Bank til Finanstilsynet. Anklagen fra Fortune lyder på, at Saxo Bank systematisk har benyttet forkerte aktiekurser i forbindelse med afregning af såkaldte CFD’ere. Det man i daglig tale kalder kursskæring.
– Det er for mig meget svært at se, hvordan det overhovedet kan være en forretning for banken at handle CFD’er med 100 procent bench-marking over for priserne på det regulerede marked for det underliggende papir. Med mindre banken altså spekulerer mod kundernes positioner. Det man med et engelsk ord kalder frontrunning, og som Fortunes advokat anklager Saxo Bank for. Om det er tilfældet, kan jeg ikke afgøre. Det må bero på en nærmere undersøgelse, lyder det fra Carsten Tanggaard.
Børsen side 18.