Villy Søvndal og resten af SF’s ledelse må i tænkeboks og finde ud af, hvordan partiet skal håndtere den voldsomme kommunikative lussing, som tidligere gruppeformand Aage Frandsen har tildelt dem.

Det mener politisk ekspert og journalist Hans Mortensen, som også er forfatter til bogen “Den røde tråd – SF og vejen til magten”.

– Aage Frandsen er en veteran, som har været med til at udvikle partiets strategier og politik gennem mange år, og derfor betyder det utrolig meget internt i SF, hvad han mener, siger Hans Mortensen.

I en kronik i Politiken torsdag buldrer Aage Frandsen, der selv pegede på Villy Søvndal under formandskampen tilbage i 2005, frem med kritik af SF’s partitop.

Partiet bør overveje at forlade regeringen, hvis man igen bliver majet ned som med betalingsringen og skatteaftalen. Desuden burde Villy Søvndal aldrig have været udenrigsminister, lyder det blandt andet fra Aage Frandsen.

– Søvndal ved godt, at når Aage Frandsen, som normalt er en meget loyal SF’er, åbner munden, så er det alvor, siger Hans Mortensen.

– Det her skal håndteres elegant. Og hvis ledelsen bruger kritikken til at åbne op for en bredere debat om partiets politik, så kan det måske vendes til noget positivt.

Hans Mortensen fraråder Søvndal og co. at vælge den tavse linje og ignorere SF-koryfæets kritik.

/ritzau/