TV2 må spænde livremmen ind i fremtiden, efter tv-stationen har fået garanti for et statslån til 500 mio. kroner for at afhjælpe den truende konkurskrise.
I forbindelse med lånet skal TV2 i samarbejde med Kultur- og Finansministeriet udarbejde en plan for, hvordan den fynske medievirksomhed får økonomien på ret køl igen.
Det mest sandsynlige scenarie er en omstrukturering af TV2. Det kan meget vel betyde en slankekur af TV2’s programmer eller kanaler, mener Asger Petersen, ekspert i statsstøtte i EU.
– Det har været almindelig praksis – og står også i retningslinjerne for omstruktureringsstøtte – at der skal ofres noget for konkurrenterne, siger Asger Petersen.
– Hvis det er et producerende firma, så forlanger man normalt lukning af visse installationer, så man giver mere plads til konkurrenterne. Inden for en medievirksomhed som TV2 vil det typisk være afhændelse af nogle af de særkanaler, som de har oprettet.
Ifølge afdelingschef i Kulturministeriet Jesper Hermansen er man endnu ikke begyndt at se på, hvordan handlingsplanen for TV2 skal se ud. Men indtil videre er der ikke nogen initiativer, som parterne ikke vil tage op til vurdering.
Regeringen forventer, at lånet kan være på plads inden sommerferien. Det kræver først en godkendelse fra EU-Kommissionen, men det, vurder Asger Petersen dog ikke, er noget problem.
I forvejen har TV2 lukket TV2 Radio, og i april fyrede stationen 82 medarbejdere.
Et politisk flertal ønsker samtidig en uvildig undersøgelse af, hvordan TV2 kan havne i så store problemer, at staten må træde til med hjælp, fordi bankerne har smækket låget i.
/ritzau/