Investorer og toneangivende eksperter inden for ledelse vurderer, at store forandringer er under opsejling i toppen af den kriseramte vindmøllekoncern, skriver dagbladet Børsen.
Men bestyrelse og direktion takler situationen elendigt. Dels fordi der tydeligt i offentligheden er interne magtkampe under den ledelsesrokade, som foregår, dels fordi bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen ikke tydeligt bakker sin hårdt pressede topchef Ditlev Engel op.
– Med den støj, der nu er i pressen, er det klart, at der er en betydelig usikkerhed omkring situationen, siger aktiechef Claus Wiinblad i ATP, der er aktionær i selskabet.
Han bekræfter, at ATP løbende er i dialog med topledelsen i Vestas, men vil ikke uddybe indholdet af dialogen i den seneste tid.
En anden dansk storinvestor med aktier i Vestas, som ønsker at være anonym, siger til Børsen, at der er brug for radikale forandringer i toppen af selskabet nu.
– Det ligner en farce, og det har nu stået på i lang tid, hvor der ikke sker noget på hverken direktions- eller bestyrelsesniveau trods magtkamp for åben skærm. Det ser jeg som optræk til, at der sker noget voldsomt ved generalforsamlingen i marts, siger topchefen i et rekrutteringsselskab, der ikke ønsker sit navn i avisen, da Vestas er en stor kunde hos ham og de fleste større rekrutteringsfirmaer.
Hans vurdering er på linje med flere andre headhuntere, som Børsen har talt med, men som heller ikke vil gå til citat. Der er bred enighed om, at det mest sandsynlige scenario er, at bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen med et nyt formandskab, som efterfølgende tager stilling til samarbejdet med Ditlev Engel.