En række danske banker risikerer at kollapse, fordi erhvervskunderne vil flygte, når den ubegrænsede statsgaranti for indlån udløber 1. oktober i år, vurderer flere eksperter. Cheføkonom Jens Brendstrup fra brancheorganisationen Dansk Erhverv forudser ligefrem, at nogle bankkollaps vil skyldes deciderede “run”, altså, at erhvervskunder i stor stil trækker al indskud ud af nogle af de svageste banker.
– Virksomhederne vil vurdere, hvor deres penge er sikre, og hvor de ikke er. Det kan godt sætte gang i en anden bølge af run på bankerne, og det vil koste nogle banker livet. Nogle af de større virksomheder vil placere deres bankforretninger i udlandet, fordi der er for usikkert herhjemme. Der vil jo ikke være ryddet op i de usunde engagementer, som de danske banker har, til oktober, siger Jens Brendstrup.
Virksomhederne er allerede opmærksomme på, at det kan være mere usikkert at have penge i banken efter 1. oktober.
– Det er noget, vi vil have et vågent øje til. Vi ligger inde med en ret stor kontantbeholdning, og det er mit ansvar som CFO, at disse penge forvaltes bedst muligt. Så vi har løbende overvågning af de banker, som vi placerer likviditet i. Jeg vil hellere sætte pengene i en A-ratet bank end i en B-ratet bank. Og når bankgarantien falder bort til oktober, skal man selvfølgelig være ekstra påpasselig med disse ting, siger Michael Tønnes Jørgensen, finansdirektør i D/S Norden.
Børsen side 1 + 20-21.