Den omfattende regeringsomdannelse dækker i realiteten kun over en meget begrænset fornyelse, der ikke viser nævneværdigt fokus på at ville tage hånd om de enorme udfordringer, som Danmark og dansk økonomi står over for. Den skarpe kritik kommer fra ledelseseksperter, professorer og oppositionen på Christiansborg mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som ved sin ministerrokade i går valgte at bygge videre på den opgavefordeling mellem de enkelte ministerier, som forgængeren Anders Fogh Rasmussen (V) stod bag.
– Der er ikke tale om nogen wow-effekt, mere en intern rokade. Det er ikke nogen revolution. Muligheden for at indgyde ny energi er ikke det mest iøjnefaldende, siger seniorpartner i headhuntervirksomheden Korn/Ferry Stephen Bruyant-Langer.
Han suppleres af Flemming Poulfeldt, professor i ledelse og prodekan på CBS.
– Regeringen er gået sukkerkold, så de næste måneder må vise, om der er sammenhæng mellem det, den siger og det, den gør. Hvis ikke det sker, får vi en ny regering, siger han.
Heller ikke professor i ledelse ved Aarhus Universitet Verner C. Petersen holder sig tilbage:
– Det virker som en desperationshandling, siger han og lader det komme statsministeren til gode, at svaret på netop dette spørgsmål måske skal findes i det nye regeringsprogram, som Løkke og den nye udenrigsminister Lene Espersen (K) fremlægger i dag.
Verner C. Petersen sparer dog ikke på sarkasmen omkring udnævnelsen af flere af ministrene:
– Jeg er meget spændt på, hvad det skal markere, at Videnskabsministeriet nu får en minister, der går meget op i oplevelses- og tivoliøkonomi, og om det hele nu skal dreje sig om overfladiske ting. Jeg har meget svært ved at se, hvad cv-baggrunden er, siger han om den nye minister Charlotte Sahl-Madsen (K), der får ansvaret for et årligt forskningsbudget på små 20 milliarder.
Børsen side 16-17.