April måned udviklede sig ekstraordinært positivt i Mediaindexet fra Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB).
I kroner og øre er det 73 mio. kr. mere i mediernes kasser, og det er så markant en fremgang, at År-til-dato niveauet nu ligger på plus 10. Eller lig med 150 mio. kr. i meromsætning.
– Jeg ved ikke, hvad der er sket. Det er helt vanvittigt, lyder kommentaren fra adm. dir. Martin Rasmussen fra Mindshare.
Tallene i DRRB’s Mediaindex bygger på indberetninger fra mediabureauerne, og det er således faktuelle priser. Altså efter rabatter. Indexet rummer omsætning for knap 4,8 mia. kr., hvilket er lidt under halvdelen af det samlede annoncemarked.
Tv fylder knap halvdelen af indexet og med et plus på 21 pct. i april er denne mediegruppe det store trækdyr. Procentuelt er internet dog topscoreren med et plus på 123 pct.
Til gengæld må dagbladene lide den tort at tabe markedsandele. Mediegruppen kom i april ud med en omsætning, der var lidt mindre end april sidste år.
Martin Rasmussen slår dog samtidig skår i glæden. Han tror ikke, det fortsætter. April kan sagtens vise sig at være to skridt frem, som bliver efterfulgt af to skridt tilbage.
–F.eks. har vi her oplevet, at stationerne har været ude med ”late-sale” i maj, og det er en klar indikation på et mere afdæmpet marked, siger Martin Rasmussen.
Desuden skal det bemærkes, at maj er en meget stor måned, og at den sidste år voksede med hele 21 pct. i forhold til året før. Det i sig selv lægger op til en mere afdæmpet udvikling.
fin