Efter en lang årrække med forholdsvis rolig vækst i medicineksporten, har de seneste to år vist kraftig vækst.
Således blev der eksporteret medicin for 29 mia. kr. i første halvår af 2011, en stigning på 15,3 pct. fra samme periode i 2010. Hos Lægemiddelindustriforeningen (LIF) er vurderingen, at eksporten af lægemidler kan nå over 60 mia. kr. for hele året. Det skriver Børsen. Samtidig løfter lægemiddelproducenterne dog en pegefinger mod en kommende regering, og beder den indtænke rammevilkårene for industrien i en ny vækststrategi.
–Danmark kan nyde godt af en stærk lægemiddelindustri, som dels er en af de vigtigste indtægtskilder til statskassen og dels er med til at trække landet ud af den økonomiske krise. Derfor vil det være naturligt, hvis den kommende regering tager de nødvendige rammevilkår for lægemiddeleksporten med i overvejelserne om en vækststrategi for landet, siger Jørgen Clausen, cheføkonom i LIF.