De danske eksportvirksomheder har for alvor lagt krisen bag sig, og der er udsigt til 40.000 nye job de næste par år ifølge en ny prognose fra Eksportrådet, som offentliggøres mandag.

Vurderingen underbygges af det nye skøn fra Eksportrådet for væksten i udførslen af varer fra Danmark.

I år ventes eksporten at vokse med 30,4 milliarder kroner i forhold til 2013, og i 2015 bliver der lagt yderligere 36,7 milliarder oveni. I forhold til rådets prognose i februar er der tale om en opjustering. De højere forventninger skyldes forbedrede udsigter for den økonomiske vækst i Europa.

På baggrund af de nye tal har Børsen regnet sig frem til, at der i år skabes 18.000 ny job herhjemme og 21.500 nye job i 2015. Samlet skaber boomet i eksporten dermed knap 40.000 nye arbejdspladser.

/ritzau/