Der er udsigt til vækst, hvis man spørger en række danske eksportvirksomheder, skriver Jyllands-Posten.
De danske virksomheder forventer ifølge avisen at deres salg på de udenlandske markeder vil vokse med 11,3 procent i de kommende år. Og selv om Europa er nede i et økonomisk hul, så får det ikke optimismen til at dale, viser et eksportbarometer, som Rambøll Management/Analyse Danmark har udarbejdet for Jyllands-Posten.
Og virksomhederne er ikke naive, vurderer professor ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Philipp Schröder.
– Deres forventninger er meget positive, og det er ikke det rene galimatias. De kender ordrebøgerne for de næste seks måneder, så det er en god indikator for den danske eksport, siger han.
Blandt de optimistiske eksportfirmaer finder man pumpekoncernen Grundfos, der opererer over hele kloden.
– Vores ordrebøger ser fornuftige ud. Vi er en global virksomhed, og det er derfor, at vi har kunnet holde væksten oppe ved også at være i de markeder, hvor der fortsat er økonomisk vækst. Endnu har vi ikke set tegn på, at den økonomiske gældskrise i Sydeuropa har bredt sig, siger koncerndirektør Søren Sørensen fra Grundfos.