”Tabloidavisen udviser stort ansvar for lokalsamfundet ved, at elever får mulighed for at lave egne aviser af høj kvalitet”.
Sådan lyder begrundelsen fra International Newsmedia Marketing Association for at tildele tre INMA-awards til Ekstra Bladet, skriver journalisten.dk.
Priserne gives til det bedste inden for international avismarkedsføring, og Ekstra Bladet modtog i kategorierne: Public Relations/Community Service, New Brand/Product/Audience Development og for samlet set den næstbedste kampagne blandt alle vinderne.
Konceptet er, at klasser som ønsker at producere egen avis stilles en elektronisk platform med layoutskabeloner til rådighed. Avisproduktionens faser gennemgåes, og eleverne kan få gode råd om research, vinkling og skrivning, blandt andet via en hotline til Ekstra Bladet Skole.
Ekstra Bladet trykker 1000 eksemplarer af avisen gratis. Et tilbud som 150 skoleklasser indtil nu har benyttet sig af.
– Vores rygte er jo ikke så godt blandt lærere, hvis naturlige avisvalg er Politiken, men det står efterhånden klart på skolerne, at projektet er seriøst, siger Søren M. Sundin, der er organisationskonsulent hos Ekstra Bladet Skole.
Projektet er udviklet i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Ekstra Bladet konkurrerede med mere end 750 kampagner fra mere end 40 forskellige lande.
sm