Ekstra Bladets bladsalgsafdeling har hyret dialog-bureauet Sepia Proximity til at skabe en platform for avisens dialog med BtB-kunderne, som i al væsentlighed er butikker og kæder.
Samtidig har man flyttet produktionen af taktisk kommunikation i form af butiks-materialer fra promotion-bureauet Kampagnen til Grey København, der står for produktionen af avisens overordnede image-kampagne. Dette skridt tager sigte på at skabe et stærkere link mellem image-kommunikation og promotion-aktiviteter
Kampagnen er dog ikke helt ude, idet bureauet skal varetage produktionen af enkeltstående promotion-kampagner.
– Vi fik sidste år lavet en loyalitets-undersøgelse hos Stig Jørgensen & Partners, og med den i hånden har vi besluttet at få skabt en platform for vores dialog. Resultatet af undersøgelsen er sådan set positiv nok, men vi har konstateret et behov for at systematisere dialogen mere og gøre den lidt mere skarp, siger bladsalgschef Ole Sloth.
Sepia er valgt efter samtaler med i alt tre bureauer. Annonce- og internet-afdelingernes samarbejde med Grey Direct er uanfægtet. fin