Det blev bemærket, dengang B.T. dykkede under 100.000 mærket i oplag. Avisen ligger nu stabilt under – faktisk ofte under 90.000. Således også i februar, hvor oplaget blev 86.357 ifølge Udgivererklæringerne fra Dansk Oplagskontrol.
Men nu er Ekstra Bladet også begyndt at se 100.000 mærket fra den forkerte side. I februar skete det for anden gang, da avisen blev noteret for et fald på 4,1 pct. til 98.039.
Oplagsfaldet sker, mens ekstrabladet.dk for tredje uge i træk holdt sig over 1.000.000 mærket for unikke brugere.
Men på print var der i det hele taget ikke meget opmuntring at hente for JP/Politiken i februar. Jyllands-Posten faldt med 7,6 pct., og Politiken faldt med 7,3 pct.. Sidstnævntes oplag blev på 118.266, og fraregner man fællesoplaget med Frederiksborg Amts Avis på ca. 24.000 er Politikens oplag faktisk også under 100.000.
Avisen måtte også notere et af de største fald blandt søndagsaviserne. Minus 9,1 pct. – eller i alt 15.000 eksemplarer.
Berlingske Tidende holder skindet på næsen med status quo på 122.863. Et tal, der dog skal ses på baggrund af, at avisen hele efteråret har kørt en massiv kampagne med over 40.000 prøveabonnementer. fin