Foreløbig tager man den nye gratis-avis MetroXpress helt roligt på Rådhuspladsen hos Ekstra Bladet.
– Det er selvfølgelig meget tidligt at vurdere effekten. Men vores grundholdning har hele tiden været, at det er annoncemarkedet, der bekymrer os – ikke oplaget – og det ser foreløbig ud til at holde stik, siger adm. dir. Jan Damgaard, Ekstra Bladet.
Han konstaterer, at Ekstra Bladet i den første uge med MetroXpress holdt samme niveau som sidste år – og i øvrigt slog BT med 5400. Men det har selvfølgelig ikke noget med den nye konkurrent at gøre.
– I den uge var der en fodboldkamp mod Bulgarien, som kan have givet lidt. Men samtidig har vi foretaget en stikprøve hos en række forhandlere omkring steder, hvor MetroXpress uddeles, og tilbagemeldingen har været, at der intet var sket, så lige nu tyder det på, at vores grundholdning har været rigtig. Dog kan vi ikke endnu se en effekt på annoncemarkedet, men det ville nok også være for tidligt, siger Jan Damgaard.
Sidste uges dramatiske begivenheder i New York førte til trykningen af et ekstra-oplag om onsdagen på 70.000 og et mindre ekstra-oplag om torsdagen. Hvor meget der reelt blev solgt, ved han endnu ikke.
– En begivenhed som terror-bombningen i New York bliver jo mandsopdækket af tv, og det begrænser mulighederne for mersalg. Til gengæld er der grund til at fremhæve vores internet, som i dagene havde besøgstal, der var 2-3 gange større end nogensinde tidligere. Så her var vi rigtig godt med, siger Jan Damgaard. fin