Man kan vel ikke få et bedre job end at skulle kommunikere for Better Place, den danske afdeling af Better Place Global, og hvor Dong er medejer. Det er Godhedsindustriens svar på at eje patentet på størrelse 43-44 i herresko i Vesteuropa.
Den nytiltrådte marketingdirektør Thomas Heltborg Juul er enig.
– Det er et meget, meget spændende projekt. Det giver mening i en større sammenhæng at starte en bevægelse væk fra fossile brændstoffer og over mod bæredygtige el-biler. Og de mennesker, der prøver vores transportløsninger, er særdeles positive. Ni ud af 10 fortæller, at de vil overveje konceptet, siger Thomas Heltborg Juul, der dels har en fortid som marketingchef på Børsen, og dels er medstifter af Top1000.dk og FirmaDVD.
– Min kæphest inden for markedsføring er, at produktet skal holde til de gyldne løfter. Gør produktet det, skal folk nok købe, når de har prøvet det. Og el-biler anno 2011 er stærkt vanedannende.
Har du lagt en marketingstrategi?
– Overliggeren er, at vi ikke skal ud og investere i bred massemarkedsføring fx via tv-kampagner. Vi har jo en sympatisk sag, og derfor skal vi skabe en bevægelse, der spreder den gode idé. Ingen er vel uenige i, at vi har en god sag.
Lidt mere konkret?
– Vi vil fx skabe større events, der tiltrækker sig opmærksomhed. Vi vil også gå kraftigere ud online, så vi via ambassadører får advokater for den gode sag. De sociale medier indeholder oplagte muligheder for at understøtte bevægelsen.
Better Place er først nu ved at skabe bevægelsen, og på web-siden er Kadaver inde i varmen som driftsselskab. Danmark er faktisk test-nation for Better Place Global, og hvor den internationale satsning først følger efter resultaterne i Danmark. Better Place har ikke noget dansk bureau til at hjælpe kommunikationen ud over rampen.