Som et led i indsamlingen af penge til de danske julemærkehjem, har det været en fast tradition at man kunne købe julemærker på posthusene i tiden op til jul. Men eftersom næsten alt, hvad der før blev ordnet på posthuset, nu kan ordnes fra computeren derhjemme, går også julemærkerne i den retning. Julemærkefondens reklamebureau, Det Lille Bureau, har igen i år i samarbejde med Jubii, skabt de e-julemærker, der følger udviklingen af brug af internettet.

Der skal bruges omkring ti annoncører, som er villige til at støtte Julemærkehjemmene, for i sidste ende er det nemlig dem, der skal betale e-julemærkerne.

På Jubiis internetside er det muligt at sende postkort – og i juletiden, julekort. De brugere, der sender et julekort, får i julemånederne også mulighed for at sætte et julemærke på kortet. Hvis man vælger at gøre det, kan man selv bestemme den sponsor, der skal betale for julemærket. Ved at klikke på annoncørens navn, kommer man automatisk ind på dennes hjemmeside.

– Det var også muligt at sende e-julemærker sidste år, men det var en id‚, vi fik i sidste øjeblik. I år har vi arbejdet mere målrettet på ideen, siger William Krogh, kreativ direktør på Det Lille Bureau. Han håber på, de elektroniske julemærker kan blive en fast tradition. Selvom samarbejdet var en stor succes sidste år, er det blevet forbedret kraftigt, bl.a. af Jubii, der i år har sørget for et langt større udvalg af postkort.
– På den måde håber vi, man kan finde lige det kort, der passer til modtageren. Det skulle også gerne resultere i at vi får sendt langt flere postkort i år, siger Rasmus Kristensen, kommunikationsmedarbejder på Jubii.
Sidste år sendte 123.000 et Jubiipostkort i juleperioden. På 40.000 af dem sad der et e-julemærke. Med 2,00 kr. i indtægt pr. julemærke i år, kan det nå at blive en rigtig god indtægt til Julemærkefonden. I arbejdet på at finde sponsorer har Det Lille Bureau sendt e-mails ud til eventuelt interesserede, som primært er e-buisness-sites, altså butikker på nettet.

– Det vil jo være oplagt at få stablet et godt tilbud på benene, når de får flere besøg til deres hjemmeside. Egentlig er ‚n annoncør nok, men vi håber da på lidt flere, siger William Krogh.

Indtil videre har de tre annoncører WeFixYour Gifts.dk, MineFilm.dk og myownshirt.dk allerede meldt sig. Det Lille Bureau er i øjeblikket i gang med forhandlingerne med nogle mulige sponsorer, men hvem de er, vil William Krogh endnu ikke afsløre.

Det kan måske virke underligt, at Jubii har valgt at være med i projektet, siden de ikke får noget ud af det, men de ser det som en oplagt mulighed at udnytte den trafik de har på deres sider.

– Det er naturligt for os at udnytte, at vi er Danmarks foretrukne side på nettet, til at støtte gode formål. Selvfølgelig sætter det os i et godt lys at hjælpe Julemærkefonden, men det er ikke grunden til, at vi er gået med i projektet. Vi mener, at vi kan være med til at bringe den tratditionsrige hjælpefond ind i den elektroniske tidsalder, siger Rasmus Kristensen.